
De ikke helt unge læsere husker sikkert daværende Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensens berømte citat »den er hjemme« på valgnatten i 1998.
Sådan endte det som bekendt ikke, da S-formand Poul Nyrup Rasmussen vandt valget med et knivsæg. Og her 27 år senere skal Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, passe på, han ikke ender med at begå en Ellemann-brøler.
I en kommentar til et opslag søndag fra den konservative politiker Rasmus Jarlov skriver Dragsted følgende:
'Allerede i panik over, at et demokratisk valg i København formentlig vil sætte en dygtig respekteret advokat og socialist i spidsen for bystyret.'
Enhedslistens overborgmesterkandidat, Line Barfod, er netop uddannet cand.jur og har arbejdet som advokat, inden hun gik ind i politik på fuld tid.
Så selv om Line Barfod ikke nævnes med navn, er det svært at forestille sig, at han har anden 'advokat og socialist' i tankerne som den kommende overborgmester i København.

B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, får da også Uffe Ellemann-Jensens udtalelse i tankerne, da han læser kommentaren fra Pelle Dragsted,
»Det er jo sammenligneligt med det berømte citat 'den er hjemme',« siger han.
Kigger man på meningsmålingerne ligger Enhedslisten til at blive det største parti i København.
Men det gør ikke, at der er en risiko for, at Pelle Dragsteds udtalelse også ender med ikke at holde vand.

»Pelle Dragsted lyder meget selvsikker i sin udtalelse i betragtning af, hvor usikkert det rent faktisk er, om Line Barfod ender som overborgmester,« siger han og tilføjer:
»Vi ved ikke, hvad der præcis er lavet af studehandler eller vil blive lavet af studehandler på Rådhuset. Og ved sidste kommunalvalg var Enhedslisten størst i København, men det var en socialdemokrat, der fik overborgmesterposten.«
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Pelle Dragsted, men han er ikke vendt tilbage.

