På søndag holder Venstre landsmøde for at vælge ny næstformand efter Inger Støjberg. Ikke meget spænding om den sag; Stephanie Lose – den populære sydjyske regionsrådsformand – har ingen modkandidater.
Altså et fuldstændig udramatisk landsmøde.
Og så alligevel ikke.
For det er i dén grad værd at holde øje med dagsordenens punkt tre:
'Tale ved Inger Støjberg' står der lakonisk i programmet.
Man skal ikke have den udvidede analytikereksamen for at regne ud, at hvis man er man til politisk drama, skal man holde ørene stive. Her kan alt ske. Hvad vil hun nu? Hvor meget vil hun lange ud?
Man skulle kende Støjberg dårligt, hvis hun uden dramatik overlader næstformandsstafetten til sin efterfølger – for herefter bare at gå hjem.
Ellemann har grund til at frygte det værste fra kvinden, der med sikkerhed ikke føler, at hun skylder sin partiformand noget som helst. Nok ligger han ned for øjeblikket - ikke mindst, efter at hele ni gruppemedlemmer har ydmyget ham ved at stemme imod hans linje i rigsretsspørgsmålet – men det er ikke fra Støjberg, at han skal forvente nogen form for nåde.
Støjberg er mere Inger, end hun er Venstre. Enhver appel om at besinde sig af hensyn til partiet plejer at prelle af.
Vi fik en forsmag på hendes krigshumør, da hun forleden hvislende vredt gav sin partiformand skylden for sine problemer. Den udmelding fik effektivt udstillet hykleriet i, at Ellemann kort forinden havde bedyret, at “Inger” skam stadig er hans ven.
Dén tror vist kun de færreste længere på.
Det er ikke nyt for Ellemann, at Støjberg udgør en risiko, han er nødt til at forholde sig til. Det har været hans vilkår, lige siden Venstres landsmøde i sin tid valgte at tro på, at de to kunne udgøre et harmonisk formandskab. Det skulle så vise sig at være i sjælden grad naivt.
Det nye for Ellemann er, at nu er Støjberg blevet rigtig vred. Efter hans beslutning om at stemme for en rigsret, trækker hun med stor fornøjelse ham med i faldet.
Umiddelbart skulle man tro, at det vil være katastrofalt for Ellemann, hvis Støjberg smækker med døren. Men måske det i virkeligheden forholder sig omvendt: Han skal frygte, at hun bliver – og tilsvarende håbe på, at hun forlader Venstre. Så er plasteret ligesom revet af.
For Ellemann er rædselsscenariet, at hun bare bliver. Det vil godt nok være uden tunge ordførerposter, men det lever Støjberg fint med, for så er der så meget mere tid til at intrigere mod formanden.
Det kan blive meget festligt.
Støjberg har også en anden god grund til at blive i Venstre.
For tænk nu, hvis hun bliver frifundet. Der er faktisk en fair chance. Jura er ikke en eksakt videnskab, og ingen ved dybest set, om de 15 højesteretsdommere og 15 lægdommere finder bevisbyrden løftet hinsides “enhver rimelig tvivl”.
En frifundet Inger Støjberg vil ikke være til at skyde igennem. Måske hun ligefrem vil gå efter Ellemanns formandspost. Tanken er hende ikke fremmed.
Det kan selvfølgelig også være, at hun forlader partiet. Men det er ikke sikkert, at det i første omgang er til et andet parti.
Meget taler for, at Støjberg vil vælge en mellemstation og blive løsgænger –efter samme model som Lars Løkke Rasmussen. (Det skal dog ikke forveksles med, at de to finder sammen. Det sker med sikkerhed ikke – for så ville Løkkes argument om at undgå fløjene falde til jorden.)
Løsgængermodellen giver hende tid til at finde ud af, hvad hendes næste skridt skal være.
Og hvad bliver det så – DF eller Nye Borgerlige? Der er frit valg. Men selv hendes nærmeste fortrolige er i tvivl om, hvad hun vælger.
Groft sagt skal Støjberg gøre op med sig selv, om hun vil indskibe sig på en succes (Nye Borgerlige), eller om hun vil slutte sig til et parti på vej ned (DF).
Støjberg er tæt på Vermund, og det betyder selvfølgelig meget. Omvendt må Støjberg erkende, at hun aldrig vil blive frontfigur. Dén rolle har Vermund sat sig på. Ligesom forestillingen om en eller anden dag igen at blive minister er helt udelukket. Læg så dertil Nye Borgerliges økonomiske politik, som også ligger et pænt stykke fra hendes linje.
Anderledes hvis hun vælger DF. Her vil det øjeblikkeligt kunne aflæses i meningsmålingerne, hvis Støjberg springer ombord.
Og hvor hun på lange strækninger minder meget om Vermund, er det helt anderledes i forhold til Kristian Thulesen Dahl; de komplementerer hinanden. Hun kan den værdipolitik, som aldrig bliver Thulesens spidskompetence.
Thulesen folder hænderne og håber. For ham vil der nemlig også være en anden sidegevinst ved at få Støjberg med. Nemlig den, at han får stækket sin udfordrer Morten Messerschmidt.
Og hvem ved: Måske han ligefrem går all in og tilbyder Støjberg formandsposten i håndværkertilbudet Dansk Folkeparti?
Vi får se. Foreløbig vender hun – med sit absolutte yndlingsudtryk – “skråen”.
Ellemann til gengæld kan ikke gøre andet end at vente.
Og frygte det værste.
