Den tidligere forsvars- og vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen er blevet overfuset af en mand, mens han i privat sammenhæng så sin søn spille en fodboldkamp.
En video af episoden er lagt på Facebook af manden, der overfusede Ellemann.
Videoen, der er redigeret, viser først, at Jakob Ellemann-Jensen reagerer kraftigt.
»Jeg synes, du skal skride ad helvede til, og jeg synes, du er et røvhul,« lyder det fra den tidligere minister.
Herefter bliver der klippet i videoen til, at man kan se, at Jakob Ellemann-Jensen bliver konfronteret af kameramanden, der forsøger at skjule, at han filmer.
Manden bag videoen hedder Ibrahim Ibn Sulaiman, og det er ham, der har lagt videoen op på det sociale medie.
Han starter med at fortælle den tidligere Venstre-formand, at han har palæstinensiske rødder, og derfor har han et spørgsmål til ham.
»Hvordan det kan være, at han støtter et folkemord og drab på børn, som du ser spiller fodbold nu,« spørger kameramanden, der hurtigt får et svar fra Jakob Ellemann-Jensen:
»Jeg ved godt, at du filmer mig med din telefon. Jeg er ude og se min søn spille fodbold,« forsøger Jakob Ellemann-Jensen at svare manden, men han bliver afbrudt af beskyldninger om støtte til folkemord.
Ibrahim Ibn Sulaiman skriver i et opslag 5. januar, at han har mødt den tidligere forsvarsminister til et børne-fodboldstævne. 6. januar bliver videoen af Jakob Ellemann-Jensen lagt på Facebook.
Selvom den tidligere minister forsøger at afværge Ibrahim Ibn Sulaimans beskyldninger, udvikler situationen sig.
Ansigtsudtrykket bliver anderledes og mere alvorligt, mens kameramandens overfusning fortsætter.
Ifølge den redigerede video forsøger Jakob Ellemann-Jensen at gå væk fra kameramanden, der følger efter ham.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Jakob Ellemann-Jensen, men han ønsker ikke at udtale sig om videoen.
23. oktober 2023 trak han sig fra posten som formand for Venstre og sine ministerposter. Det skete efter en turbulent tid i regeringen og efter en stresssygemelding. I dag er han ansat i Dansk Erhverv som vicedirektør.
Ibrahim Ibn Sulaiman er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse.