Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, vil efter positiv melding fra SSI have skolerne åbnet nu.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, mener, at skoler, efterskoler og liberale erhverv bør genåbnes. Ikke mindst efter at direktøren for Statens Serum Institut Henrik Ullum har bekræftet, at smitten med covid-19 arter sig bedre end ventet.

Allerede for flere uger siden argumenterede Venstre for, at skoler og liberale erhverv blev genåbnet. Men her mente regeringen, at det potentielt ville føre til en for stor stigning i smitten. En stigning, der altså ikke er kommet.

- Vi har jo ment i noget tid nu, at efterskoler, højskoler og de ældste klasser i grundskolen skal tilbage. Samt at de liberale erhverv skal åbne. Det mener vi selvsagt stadigvæk.

- Meldingen fra SSI understreger, at det vil være fuldt forsvarligt at gøre.

- Vi fik hele vejen igennem at vide af regeringen, at det ville være uforsvarligt. Men udmeldingen fra SSI viser, at nej, det vil det ikke. Så vi fastholder vores synspunkt, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Da den delvise genåbning blev præsenteret for to uger siden fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at beregningerne viste, at åbningen ville føre til 870 indlagte i april.

Men den melding har SSI's Henrik Ullum ændret på Twitter, hvor han mandag aften skrev: "Heldigvis har smitteudviklingen fulgt et af de mere gunstige scenarier vores modellører regnede på".

Ligesom Jakob Ellemann-Jensen noterer formand for De Konservative, Søren Pape Poulsen, sig, at formaningerne om, hvor meget smitten ville stige ved yderligere genåbning, ikke holdt stik.

- "Hvad sagde jeg". Det er jo sådan noget, man ikke gider høre, men altså. Det sker igen og igen. Regeringen skaber stor frygt med myndighederne ved sin side på pressemøder igen og igen. Men når virkeligheden rammer, ser vi heldigvis noget andet.

- Da vi var samlet sidst, og vi sagde, der skulle lukkes op for efterskoler og højskoler, ville regeringen og støttepartier ikke rykke sig en tomme, skriver han på Facebook.

/ritzau/