Forhandlingerne om en kommunal udligningsreform mellem Venstre og Socialdemokratiet kommer på nuværende tidspunkt ikke videre.

Det siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, torsdag aften, da han kommer ud fra et forsoningsmøde i Statsministeriet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) havde indkaldt til mødet efter krav fra Jakob Ellemann-Jensen om at genoprette tilliden.

»Vi har haft en alvorlig samtale i håb om at få retableret noget af den tillid i forhandlingslokalet, efter at den gik af fløjten,« siger V-formanden.

»Det er klart, at regeringen lige skal have lov til at tale med hinanden og se på vores forslag,« tilføjer han.

Tillidsbruddet kom, efter at en mail om Socialdemokratiets planlagte politiske angreb på Venstre blev bragt i Jyllands-Posten.

Mailen, som ved en fejl blev sendt til en journalist på Jyllands-Posten, blev afsendt, sideløbende med at regeringen forhandler med Folketingets partier, herunder Venstre, om en kommunal udligningsreform. Den skal fordele omkring 18,5 milliarder kroner mellem landets 98 kommuner.

/ritzau/