Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) går på sygeorlov på ubestemt tid.

Det fremgår af et opslag på Facebook.

»Jeg har haft usædvanligt travlt gennem længere tid. Nu sender min krop et signal om, at det er tid til at tage en pause, hvis ikke det skal ende galt. Det vil jeg lytte til.«

»Konklusionen er derfor, at jeg, efter råd fra min læge, bliver nødt til at trække stikket i en periode og tage orlov. Og så vender jeg tilbage, når jeg er klar,« skriver han.

Ellemann-Jensen fik et ildebefindende sidste uge, hvor han blev undersøgt på Rigshospitalet.

»Jeg har altid været typen, der passer mine ting, og derfor var jeg opsat på at vende tilbage på arbejde med det samme. Men nu, hvor der er gået nogle dage, må jeg erkende, at jeg ikke er klar til det,« skriver Ellemann-Jensen, der giver forsvarsministerkasketten midlertidigt videre til Troels Lund Poulsen.

»Han kender forsvarsområdet rigtig godt fra sin tid som forsvarsordfører, og han vil fortsætte arbejdet med at forberede et nyt forsvarsforlig, så regeringen kan præsentere et udspil til forhandlinger hen på foråret.«

Stephanie Lose kommer til at lede Venstres organisation, mens Ellemann-Jensen er væk.

»Jeg er meget tryg ved, at Troels og Stephanie tager hånd om de opgaver sammen med andre gode kræfter. Og jeg er taknemmelig over, at de kan løfte dem, mens jeg genopbygger kampkraften,« skriver Ellemann-Jensen.