Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, vender nu 180 grader på en fortælling, som han turnerede flittigt med i valgkampen.

Ellemann har forklaret, at Mette Frederiksen løj for ham om årsagen til, at alle danske mink skulle slås ned. Men i et interview med B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen siger han nu, at der blot var tale om en misforståelse mellem ham og Mette Frederiksen.

Jakob Ellemann-Jensen har udtalt, at han stod i sit køkken om aftenen 3. november 2020, da statsminister Mette Frederiksen ringede til ham og fortalte en vaskeægte løgnehistorie. Det var aftenen før det berømte pressemøde, hvor Mette Frederiksen fortalte danskerne, at alle mink skulle slås ned.

Frederiksen sagde – ifølge Ellemann – at det skulle ske, fordi det var myndighedernes »klare og entydige« anbefaling.

»Hun fortalte mig noget, der ikke var sandt, og hun gjorde det mod bedre vidende,« forklarede Jakob Ellemann-Jensen til Avisen Danmark, hvor han også sagde, at den eneste årsag til, at han ikke kaldte det løgn, var et spørgsmål om pli.

Siden har Ellemann mange gange gentaget, at han ikke stolede på Mette Frederiksen.

Men i dag – på samme dag som han, Lars Løkke Rasmussen og netop Mette Frederiksen kunne præsentere regeringsgrundlaget for den nye SVM-regering – så er fortællingen om statsministerens løgn gået samme vej som Venstres løfte om at støtte en uafhængig advokatvurdering.

Nu har Jakob Ellemann-Jensen og Mette Frederiksen i stedet »misforstået hinanden«.

»Vi har to forskellige udlægninger – og vi har fået en forståelse for, hvorfor den anden har den opfattelse, den anden har, og jeg tror helt ærligt, at vi er kørt fejl af hinanden. At vi har misforstået hinanden,« siger Jakob Ellemann-Jensen i interviewet.

Han forklarer, at han og statsministeren har haft en meget lang samtale om netop den sag. Og nu har de lagt det bag sig, forklarer Ellemann.

»Den situation og den uenighed og den samtale, den har vi lagt bag os i erkendelse af, at der var sådan set ikke nogen, der ønskede at binde den anden noget på ærmet. Så nu er vi kørt videre derfra,« siger han.

Ellemann siger desuden, at det har været godt for tilliden, at han og Mette Frederiksen har tilbragt meget tid sammen i de seneste seks uger, hvor der er blevet forhandlet regeringsgrundlag. Han fremhæver, at der ikke er blevet lækket noget til medierne.

»Det har været vældig godt for tilliden,« siger han.