Af regeringens i alt 23 ministre, så er Jakob Ellemann-Jensen den mest upopulære. Det viser en befolkningsrundspørge, som YouGov har foretaget for B.T.
»Det er fordi, han har mistet så stor en del af sin troværdighed. Den er utroligt lav, efter at han højt og helligt lovede, at han ikke ville gå i regering med Mette Frederiksen, og så gjorde han det alligevel,« forklarer B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.
YouGov har spurgt 1.053 personer om deres holdning til landets ministre.
Personerne er blevet spurgt »uanset dine politiske præferencer, hvad synes du så om følgende ministre?« og bedt om at give dem karakter mellem 1 og 5, hvor 1 var 'meget dårligt' og 5 var 'meget godt'.
I samme undersøgelse kommer en anden minister fra Venstre ind på en fornem andenplads.
Der er tale om Troels Lund Poulsen, som vikarierede som ikke alene formand for Venstre, men også forsvarsminister, mens netop Jakob Ellemann-Jensen var sygemeldt med stress. Det vender vi tilbage til.
Onsdag kunne B.T. bringe en anden befolkningsrundspørge, som viste at Jakob Ellemann-Jensen var den mindst populære partileder på Christiansborg.
»Venstre vil jo nok forklare den lave popularitet med, at Ellemann ikke har været synlig under sin sygdom, men det mener jeg ikke, at der er dokumentation for. Han lå også lavt før. Hovedårsagen til den manglende opbakning er netop løftebruddet ved at gå med i regeringen over midten,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:
»Selvom løftebruddet tæller mest, så tror jeg også Elbit-sagen har slidt på ham, da den giver et helhedsindtryk af noget rod,« siger han.
Netop løftebruddet, hvor Ellemann afviste at gå i regering, tvang også Venstre ud i flere andre løftebrud.
For eksempel droppede partiet hurtigt deres krav om en uafhængig advokatvurdering af statsminister Mette Frederiksen og hendes rolle i minksagen.
Troels Lund Poulsen har gennem sin politiske karriere langt fra været en stor stemmesluger. Nu er han pludselig den næstmest populære minister.
»Det er jo meget populært, at politikere og partiledere græder ud på tv, men det som vælgere reelt godt kan lide er ministre, der viser de er kompetente og har troværdighed,« siger Joachim B. Olsen, som fortsætter:
»Og Troels Lund Poulksen fik blandt andet landet et stort forsvarsforlig, hvilket udstråler at han har styr på butikken,« siger Joachim B. Olsen.
I Venstre er man fortrøstningsfuld om fremtiden.
»Selvfølgelig påvirker det sådan en måling, at Venstres formand har været sygemeldt og dermed væk fra den politiske scene i et halvt år. Men vi har den helt rigtige formand, vi har et stærkt ministerhold og jeg er overbevist om, at vi på valgdagen vil blive belønnet for at have taget ansvar og gjort en positiv forskel,« siger Venstres politiske ordfører Morten Dahlin.