Lyt til artiklen

Et stigende antal danskere ser ud til at foretrække Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen som statsminister frem for De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen.

Det er konklusionen på den seneste måling, som analyseinstituttet Voxmeter har lavet for Ritzau.

I mandagens måling er Søren Pape Poulsen med 27,4 procents tilslutning blandt de 782 adspurgte ganske vist mere populær end Jakob Ellemann-Jensen.

Men Venstre-formanden er nu kommet op på 23,3 procent af stemmerne, hvor de adspurgte er blevet stillet spørgsmålet: 'Hvem af følgende officielle kandidater til posten foretrækker du som Danmarks statsminister?'

Målingen er foretaget fra 26. september til og med 2. oktober.

Den tredje kandidat er statsminister Mette Frederiksen (S), som opnår tilslutning fra 49,4 procent af deltagerne i målingen.

For en måneds tid siden stod Søren Pape Poulsen til at få omkring 35 procents opbakning som statsminister, mens Jakob Ellemann-Jensen lå nede omkring 16 procent, så afstanden mellem de to er mindsket markant.

Ændringen er sket, mens Søren Pape Poulsens privatliv har været sat under lup i offentligheden med sager om usandheder fra hans nu forhenværende mand, Josue Medina Vasquez, usandheder, som Pape videregav.

Søren Pape Poulsen har desuden beklaget, at han under en privat ferie i 2018 afholdt møder med regeringstoppen fra Den Dominikanske Republik.

Dengang var Pape justitsminister, og det kom frem, at han ikke informerede Udenrigsministeriet om møderne, hvilket ministre ellers normalt gør, når de mødes med medlemmer af andre landes regeringer.

I den seneste måned er De Konservative også dykket kraftigt i de politiske meningsmålinger, hvor partiet i mandagens Voxmeter-måling står med en tilslutning fra 11,0 procent af vælgerne.

Venstre er til gengæld steget til 15,5 procent, og dermed kan Jakob Ellemann-Jensen igen gøre krav på titlen som det store dyr på savannen i blå blok.

Både han og Søren Pape Poulsen er statsministerkandidater og udfordrer Mette Frederiksen, som ventes at udskrive folketingsvalg i løbet af de næste dage.

I mandagens måling ligger rød blok til 86 mandater, mens blå blok står til 85 mandater.

Lars Løkke Rasmussens parti, Moderaterne, står til at kunne få fire mandater, og den tidligere Venstre-statsminister kan dermed blive afgørende for, hvem der bliver statsminister efter folketingsvalget.

Lars Løkke Rasmussen går til valg på at få dannet en bred regering hen over midten, hvilket Venstre og De Konservative har afvist.

Mette Frederiksen har erklæret sig villig til at afsøge muligheden for en bred regering, hvis ikke Socialdemokratiet kan fortsætte med at have regeringsansvaret alene.

/ritzau/