Tommy Ahlers' tidligere rådgiver, Rasmus Bebe, skal nu være særlig rådgiver for Venstres formand.

Formanden for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, har ansat en ny særlig rådgiver, efter at den tidligere rådgiver Jesper Kraft fratrådte sin stilling mandag.

Det skriver Venstre i en pressemeddelelse.

V-formandens nye rådgiver er 36-årige Rasmus Bebe, som har arbejdet for partiet i mange år. Blandt andet som særlig rådgiver for Tommy Ahlers (V), da han var uddannelses- og forskningsminister.

Han har også haft en tid som pressechef i Danske Rederier og senest som seniorrådgiver i kommunikationsbureauet Radius.

- Jeg ved fra vores tætte samarbejde i de år, hvor Rasmus var klyngeleder hos Venstre på Christiansborg, at han er dygtig til at bygge bro mellem det politiske, strategi og kommunikation, udtaler Jakob Ellemann-Jensen.

- Jeg ser frem til at få ham om bord som en del af det team, der skal vinde Statsministeriet tilbage.

Rasmus Bebe udtaler i pressemeddelelsen om sit nye job:

- Venstre står med en stor opgave foran sig, hvis vi skal have et politisk skifte i Danmark. Jeg kommer til at arbejde benhårdt for, at det lykkes. Der er to veje i dansk politik, og Danmark vil være et bedre land med Jakob Ellemann-Jensen som statsminister.

I forbindelse med Jesper Krafts fratrædelse lød det fra Jakob Ellemann-Jensen, at han efter sit første år som formand for partiet havde behov for at "justere på sit hold".

I et facebookopslag skrev Jesper Kraft om sin afsked, at den kom efter interne uenigheder.

- Det er svært at fungere godt som rådgiver i længden, hvis man for ofte er uenig i de strategiske beslutninger, der bliver truffet, og den politiske retning, der bliver konsekvensen, skrev Jesper Kraft i opslaget.

Rasmus Bebe tiltræder sin nye stilling i starten af august.

/ritzau/