Den ene vandrer rundt i cirkler. Den anden står og rokker hovedet frem og tilbage. Den sidste står stille og hviler hovedet på lågen.
Der er ikke de store bevægelsesmuligheder for cirkuselefanterne Lara, Djungla og Jenny i Cirkus Arenas elefantanlæg. Så aktiviteterne gentager de igen og igen.
De står lukket inde i deres anlæg, fordi et lovforslag om et forbud mod eksotiske dyr i cirkus endnu ikke er trådt i kraft.
Førstebehandlingen af forslaget fandt sted i marts sidste år, og derefter begyndte Cirkus Arena at forberede dyrenes rejse til deres nye ejer, Knuthenborg Safaripark på Lolland.

Forberedelserne er et omfattende sundhedstjek, hvor de blandt andet testes for tuberkulose, så de ikke gør alle de andre dyr i Knuthenborg syge.
Siden deres sundhed blev slået fast i marts, har de været i karantæne, så de ikke får nye sygdomme.
Nu har sagen trukket så meget ud, at der ifølge de involverede parter ikke er mange løsninger tilbage.
»Hvis ikke der kommer en politisk løsning inden for 14 dage, ser jeg ingen anden mulighed end at sætte dem i manegen igen. De kan ikke holde til at stå der,« forklarer cirkusdirektør Benny Berdino.
Elefanternes dyrlæge, Henrik Hagbard, der tidligere har udtrykt bekymring over dyrenes ve og vel, ser ikke længere andre løsninger, end at Cirkus Arena og fødevareministeren bliver enig om en aftale:
»Problemet er, at der ikke længere er nogen nemme løsninger. Hvis elefanterne tages ud på turne i udlandet igen, skal de igennem en ny blodprøve med efterfølgende karantæne igen, og det er forbundet med store risici. Den eneste løsning er en hurtig afklaring på en potentiel aftager, så de kan komme videre til deres otium.«
Dyrlægen meddelte for fire dage siden, at han overvejede, at politianmelde de forhold, som elefanterne lever under. Han ser nemlig, at deres adfærd har ændret sig:
»De er blevet mere vandrende, ligesom vi andre ville blive, hvis vi var isolerede. De reagerer ved, at de kaster ting mod os, de vender front mod os, vifter med ørene, og så kan vi også høre nogle store, kraftige “trompetudbrud” en gang imellem, som er udtryk for, at de ikke synes, at det er sjovt,« forklarer han.
Hvor lang tid er det forsvarligt at opholde elefanter på den her måde?
»Anlægget er jo lovligt og godkendt i Danmark efter reglerne, så i princippet er det jo lovligt. Men anlægget er også bygget til, at de får lov til at komme ud. Jeg vil sige, at de hurtigst muligt skulle de videre i systemet. Havde vi vidst, at det ville tage så lang tid, uden at man besluttede noget, var det ikke sikkert, at vi var gået i gang med sundhedsundersøgelserne så tidligt.«
Henrik Hagbard har ikke gjort alvor af politianmeldelsen, fordi han ikke mener, at det vil føre til noget konkret:
»Det var i desperation for at lægge pres på både politikerne og Cirkus Arena.«
På finansloven for 2019 er der afsat syv millioner til at håndtere dyrene ordentligt, og regeringen har også tilbudt at købe elefanterne or 5,3 millioner, som det vurderes, at de er værd.
Benny Berdino kræver dog 20 millioner i erstatning for investeringer i elefantanlæg og stalde, som nu ser ud til ikke at kunne tjenes ind.
Kan man overveje at finde en løsning på elefanternes ve og vel først og derefter tage stilling til kompensation?
»Nej. Vi har givet os i forhold til at tabene af vores investeringer er vurderet til 39,8 millioner. Vi har ikke bedt om den her situation, så jeg mener, at det er rimeligt, at politikerne imødekommer os. Du bygger jo heller ikke et hus, hvis det skal rives ned måneden efter.«

Fødevareminister Mogens Jensen meddelte søndag i et skriftligt svar til TV ØST, at han ville indkalde cirkusdirektørerne til et møde, så de kan drøfte sagen og derefter ordførerne.
I en mail til B.T. skriver Miljø- og Fødevareministeriet, at der er indkaldt til møder i starten af næste uge, og at det afhænger af møderne, om der kan findes en hurtig løsning.
For Benny Berdino er der dog ikke lagt op til megen forhandling. Han føler allerede, at han har givet sig på kompensationens størrelse:
»Hvis du skal sælge et hus til fire millioner, siger du da heller ikke ja til et tilbud på en million.«