Alternativets leder, Uffe Elbæk, sender lørdag aften en mail til statsminister Lars Løkke Rasmussen og de øvrige partiledere.

Årsagen har et navn: Rasmus Paludan.

Uffe Elbæk er så bekymret over, at den kontroversielle islamkritiker har fået sit parti opstillet til Folketinget, at der må holdes krisemøde om sagen med alle andre partiledere.

Problemet er, at Paludans nye status giver ham adgang til de vigtige partilederrunder i tv.

B.T. er bekendt med indholdet af mailen, som lyder:

»Kære statsminister og øvrige partileder-kollegaer på Christiansborg

I dag er vi blevet et parti rigere i den kommende valgkamp. Et parti, og en partiformand, som går til valg på forslag, der strider mod grundloven og de frihedsrettigheder, vi har bygget vores samfund på, og som går direkte efter minoriteter i vores samfund.

Personligt synes jeg, at den nye situation rummer mange demokratiske paradosker og etiske dilemmaer.

Jeg vil derfor opfordre dig, Lars Løkke, til at indkalde alle os partiledere til et møde i den kommende uge, hvor vi kan dele vores umiddelbare overvejelser med hinanden.

Måske kan vi finde fælles fodslag. Måske ikke.

Men her og nu er formålet med mødet, at vi partiledere - og gerne også med partilederne fra Kristendemokraterne, Klaus Riskær Pedersen og Nye Borgerlige - mødes og diskuterer, hvordan vi vurderer den nye politiske situation.

Kh Uffe«

Lørdag klokken 7.30 lykkedes det Rasmus Paludan og Stram Kurs at indsamle de 20.981 vælgererklæringer, det kræver at blive opstillingsberettiget til folketingsvalget.