Før folketingsvalget i 2015 modtog Alternativet 450.000 kroner fra fond med adresse i Gibraltar og Luxembourg.

København. Alternativets valgkamp i 2015 blev støttet med 450.000 kroner, som blev overført af en fond fra de to skattelylande Gibraltar og Luxembourg.

Det skriver Ekstra Bladet.

Partiets presseafdeling bekræfter i en mail til Ekstra Bladet at have modtaget pengene.

Pengene blev doneret personligt af den danske rigmand og iværksætter Ditlev Bredahl, som bor i London. 299.950 kroner gik til landsorganisationen, og 150.000 kroner gik til en storkreds.

Ditlev Bredahl har ifølge Ekstra Bladet et eller flere postboksselskaber i skattelyet Gibraltar under navne som KickAss Capital og Danmai Limited.

Alternativets presseafdeling oplyser til avisen, at pengene ikke kommer fra de to nævnte selskaber men fra et foretagende, som hedder The Xi'an 2009 Trust.

Til Ekstra Bladet oplyser Alternativet, at pengene er kommet i to portioner: Fra Gibraltar og Luxembourg til en konto i Arbejdernes Landsbank i Danmark.

Efterfølgende er pengene blevet overført til Alternativets konto i Merkur Andelskasse.

Alternativets politiske ordfører, Carolina Magdalene Maier, har ikke meget at sige om sagen.

- Jeg er blevet briefet, men det er vores hovedbestyrelse, som udtaler sig. Det er fordi, pengene ligger hos hovedbestyrelsen, og det er hovedbestyrelsen, som har taget mod pengene.

- Du skal have fat i vores formand, siger hun til Ekstra Bladet og tilføjer, at Alternativet arbejder for at bekæmpe skattely.

Tilbage i 2015 gav Uffe Elbæk ifølge Ekstra Bladet et interview til Information om Alternativets to pengemænd: Urtekram-millionæren Ross Jackson og Ditlev Bredahl. Dengang sagde Elbæk følgende:

- Det er ikke et problem for os. Vi er rigtig glade for generøsiteten og meget stolte af at stå sammen med Ross og Ditlev.

- Og så er det jo helt klart, at vi aldrig ville tage imod penge i den størrelsesorden, hvis ikke vi havde et værdifællesskab med dem.

/ritzau/