Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Det ser ud til, at det godt kan betale sig, at være gode venner med kulturminister Uffe Elbæk, hvis man har brug for hjælp i kulturlivet

Det viser endnu en sag, hvor Uffe Elbæk i sommer hjalp en dansegruppe med rettighederne til Leonard Cohens musik. En dansegruppe, som det viser sig, at Uffe Elbæk har haft tætte forbindelser til og siddet i bestyrelsen for.

Det er langt fra første gang, at kulturministeren mistænkes for at have hjulpet sine venner i kulturlivet. I de seneste dage er han blevet beskyldt for misbrug af skattekroner og vennetjenester bl.a. ved at støtte en artistskole i København, hvor hans partner er ansat, og hvor han selv har siddet i bestyrelsen i flere år. Og tidligere har Elbæk også været under anklage for at bruge offentlige midler til at pleje familie og venner, da han var direktør for kulturbegivenheden World Outgames.

I sommer kom det lille aarhusianske dansekompagni Granhøj Dans i klemme i en ophavsretssag mod verdensstjernen, sangeren og sangskriveren Leonard Cohen og hans pladeselskab Sony.

Danseforestillingen bruger nemlig flere af Cohens kendte sange og havde planlagt en turne i udlandet dette efterår. Men Granhøj Dans havde ikke sikret sig rettighederne hos Cohen direkte, som det kræves ved den type forestilling. Sagen truede dermed at sætte en stopper for forestillingen »Dance Me To The End On/Off Love«. Sagen var så vigtig for kulturministeren, at han skrev et brev direkte til Leonard Cohen. I brevet skrev Uffe Elbæk, at han mente, at Leonard Cohen og hans folk gik over grænsen, når de nægtede det lille aarhusianske dansekompagni at bruge hans musik til dets forestilling.

Efter presset fra kulturministeren valgte Leonard Cohen at sige god for, at Granhøj Dans kunne gennemføre de planlagte forestillinger. At ministerens brev var afgørende for at bruge Cohens numre, lagde Granhøj ikke skjul på, da de efterfølgende takkede ministeren.

- Vi er meget taknemlige og lykkelige over, at kulturministeren har åbnet døren for os. Hans brev til Leonard Cohen har gjort, at vi er kommet i direkte kontakt med Cohen, og det er ellers ikke noget, man bare lige kommer, sagde Palle Granhøj, der er danser og koreograf i Granhøj Dans, og som i 1990 stiftede kompagniet Granhøj Dans, til Lokalavisen Aarhus 30. august i år.

Politisk kommentator Hans Engell forklarer, at det er en kulturministers opgave at hjælpe kulturlivet, men det må ikke lugte af, at han hjælper venner eller sit netværk. Og der er meget tætte forbindelser mellem Uffe Elbæk og Granhøj Dans. Da Elbæk boede i Aarhus, brugte han meget tid på Granhøj, og Uffe Elbæk sad endda i bestyrelsen for Granhøj Dans fra 2007-2010.

Der er desuden tætte bånd mellem Uffe Elbæk og Palle Granhøj. De to kulturpersonligheder har flere gange skamrost hinanden. Palle Granhøj har flere gange rost Elbæk for at være en markant skikkelse i udviklingen af kulturen og dansen i Aarhus. Til Weekendavisen udtalte han før Elbæks ministerudnævnelse:

- Nu bliver der set på tingene på en helt ny måde. Sådan er Uffe. Han tør handle. Han er ingen medløber. Den anden vej tilbage har det lydt:

- Palle Granhøj han er et eksempel på, at få mennesker kan gøre en forskel. Granhøj Dans betyder meget for byen. Hans Engell mener umiddelbart ikke, at Elbæk har overtrådt reglerne i den konkrete sag. Men det er mængden af sager og mistanker om vennetjenester, der kan blive et problem for kulturministeren.

- I sig selv er sagen ikke problematisk, men den kan være et problem, hvis den er en del af et billede, hvor hver gang vennerne har nogle ting, der skal fixes, så er ministeren klar, mens andre i kulturlivet ikke kan få den samme hjælp, siger Hans Engell. Han mener, at der tegner sig et billede af en minister, der kører til de yderste grænser for særbehandling af sine venner.

Afviser vennehjælp
Kulturministeren afviser, at der er tale om nogen form for vennetjenester, da han i sommer skrev et personligt brev til sangeren Leonard Cohen på Granhøj Dans’ vegne.

- Jeg hjælper ikke venner. Jeg forholder mig til de faglige udfordringer, som kulturinstitutionerne har i Danmark. Og hvis jeg kan være med til at løsne problemstillingen op eller gøre, at man finder en god løsning, så skal jeg selvfølgelig det som kulturminister. Jeg skal stå op for kulturlivet, og det gør jeg uagtet hvilken situation, der er tale om, siger Uffe Elbæk til BT.

Kulturministeren forklarer, at han skrev til Leonard Cohen, da dansekompagniet stod i en akut problemstilling, hvor han fagligt vurderede, at han kunne gøre en forskel.

- Det, jeg skrev i brevet, var bare, at jeg håbede, at vi kunne finde en venlig løsning på problemstillingen. Kulturministeren slår fast, at han forholder sig til alle de problemstillinger, som danske kulturinstitutioner kommer ud i, og hvis det er fagligt relevant for kulturministeren at gå ind i sagerne, så gør han det.