Udledningen af ammoniak stiger for tredje år i træk. Enhedslisten vil indkalde Ellemann-Jensen til samråd.

Enhedslisten er ikke tilfreds med, at udledningen af ammoniak er steget for tredje år i træk.

Derfor vil partiets landbrugsordfører, Søren Egge Rasmussen, indkalde miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen til et samråd om sagen.

- Jeg vil indkalde ministeren til samråd, og det kan komme til at ske, hvis ikke der bliver udskrevet folketingsvalg i morgen (mandag, red.).

- Så arbejder vi jo stille og roligt videre i hele maj, og så vil ministeren komme til at stå skoleret i miljøudvalget og forklare sig, siger Søren Egge Rasmussen til Ritzau.

Da landbrugspakken i 2015 blev præsenteret, og landmændene fik lov at gøde mere, var det ventet, at der ville blive udledt mere ammoniak.

Men regeringen lovede, at den ville iværksætte initiativer, der ville "eliminere" den øgede udledning. Men nu viser nye tal, at dette ikke er sket, skriver Berlingske.

Søren Egge Rasmussen ønsker en ny landbrugspakke.

- Jeg synes, at den her sag er endnu en god anledning til at begynde at arbejde seriøst for at sammensætte en rød-grøn landbrugspakke, som man kan gennemføre efter et folketingsvalg, siger han.

Flere, der beskæftiger sig med området, konkluderer, at Danmark ikke længere kan nå at indfri et EU-mål for 2020, som Thorning-regeringen tilsluttede sig i 2012.

I årene siden 2015 er der sket en stigning i udledningen af ammoniak fra landbruget. Flere peger på, at landbrugspakken er årsagen.

Ammoniakudledning kommer primært fra gylletanke, gyllespredning og svinestalde. Landbruget står for mere end 97 procent af den samlede udledning.

Når ammoniakken fordamper, giver den næring til planterne. Men for meget ammoniak er ødelæggende for sarte naturområder som hedelandskaber, moser, vandløb, og fjorde.

I forbindelse med visse kemikalier kan ammoniak også være skadeligt for mennesker.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) skriver i en mail til Berlingske, at regeringen har afsat penge til at reducere udledningen og understreger, at man "vil bidrage til, at vi når i mål".

/ritzau/