Der skal altid være to voksne om en større gruppe børn i daginstitutionerne, mener Enhedslisten.

En voksen i en daginstitution skal aldrig være alene med en større gruppe børn.

Det mener Enhedslisten, som vil bringe det med ind i forhandlingerne senere på året med de andre partier i rød blok.

Det siger gruppeformand Jakob Sølvhøj på et pressemøde på Christiansborg, der afholdes i forbindelse med Enhedslistens sommergruppemøde.

- Den model, vi skal finde, skal indeholde en garanti, så forældrene har en sikkerhed for, at der er tryghed hele dagen i institutionen.

- Derfor har vi sagt, at vi skal have en model, hvor vi sikrer, at der altid er to voksne til stede, når der er en større gruppe børn.

- Så det, vi vil bringe ind i forhandlingerne, er, at der bliver en egentlig garanti mod alenearbejde i institutionen, siger han.

Enhedslisten vil have minimumsnormeringer i daginstitutionerne, så der fremover højst er tre børn per voksen i vuggestuer og seks børn per voksen i børnehaver.

Enhedslisten blev i juni sammen med Socialdemokratiet, SF og De Radikale enige om at indføre minimumsnormeringer i daginstitutionerne, men modellen er endnu ikke udformet.

- Det er vigtigt, at det bliver en model, som sikrer børnene tryghed hele dagen, siger Jakob Sølvhøj.

- Det skal være sådan, at man gennem hele institutionens åbningstid har et normeringsforhold, der fungerer, siger han.

Enhedslisten har onsdag præsenteret et finansieringsforslag til den forbedrede velfærd, som minimumsnormeringer i daginstitutionerne er en del af.

Partiet vil sikre otte milliarder kroner ved blandt andet at ophæve lempelser af skatten på kapitalindkomster, der er indført de seneste 10 år. Det er for eksempel overskud fra aktier og obligationer eller andre værdipapirer.

Derudover vil Enhedslisten tilbagerulle lempelser, som er givet til erhvervslivet siden starten af årtusindet.

- Det kan betyde, at vi kan komme et stort skridt i den rigtige retning, samtidig med at det ikke betyder nedskæringer andre steder i vores velfærdssamfund.

- Og at vi øger ligheden og sørger for, at de, der har mest, betaler mest, siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.

/ritzau/