Enhedslisten vil give 50.000 kroner til de husstande med lav indkomst, der bor på landet, som skifter deres benzin- eller dieselbil ud med en elbil.

Det siger Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, til Jyllands-Posten.

Venstrefløjspartiet fremlægger forslaget før forhandlingerne om finansloven, der mandag førstebehandles på Christiansborg.

- Vi står i en buldrende energikrise, hvor priserne på benzin og diesel er stukket fuldstændig af. Det rammer særligt de familier, der har lave indkomster, og som bor uden for de store byer, hvor de har behov for at køre meget, som måske har en gammel, brugt dieselbil til 20-25.000 kroner.

- De har ikke råd til at købe en elbil, selv om det vil tjene sig ind på sigt. Det er dem, vi vil hjælpe, siger Pelle Dragsted til Jyllands-Posten.

Ifølge avisen har partiet ikke lagt sig fast på de konkrete detaljer. Pelle Dragsted siger, at partiet har fået inspiration fra et lignende tiltag i Sverige.

Udgangspunktet er, at husstanden skal tjene under 80 procent af gennemsnitsindkomsten. Det svarer ifølge Jyllands-Posten cirka til en månedsløn på 29.000 kroner per voksen i hjemmet.

Enhedslisten vil give støtten til husstande i landområder, der blandt andet skal defineres ud fra, hvor langt der er til offentlig transport og nærmeste større by.

Pelle Dragsted mener ikke, at det nuværende befordringsfradrag er godt nok, da det ikke er målrettet de familier, der er hårdest ramt.

Enhedslisten foreslår, at man skal have ejet en benzin- eller dieselbil i et år, inden man kan få støtten. Og så må man ikke have ejet en elbil i 12 måneder før støtten, skriver Jyllands-Posten.

Partiets forslag går ud på at hjælpe 50.000 husstande. Det vil koste 2,5 milliarder kroner. Pengene skal blandt andet hentes ved at indføre en ny selskabsskat, siger Dragsted til Jyllands-Posten.

RITZAU