Det er dybt problematisk, at Karen Hækkerup går direkte fra at være minister til at blive lobbyist, mener Enhedslisten. Partiet foreslår, at man indfører karantæne, så en politiker ikke kan skifte Christiansborg ud med livet som lobbyist fra den ene dag til den anden.

Det er under al kritik, at Karen Hækkerup går direkte fra at være minister til at blive lobbyist. Sådan lyder det fra Enhedslisten, som er stærkt kritisk over for, at toppolitikere fra den ene dag til den anden kan skifte Christiansborg ud med en tilværelse som professionel interessevaretager.

»Jeg er meget, meget skeptisk over for et system, hvor man går direkte fra at være minister over i en stor interesseorganisation og blive cheflobbyist. Det giver et indtryk af et meget tæt samarbejde mellem ministre og store lobbyorganisationer. Nu er det ikke så længe siden, Karen Hækkerup var fødevareminister, og det må jo ikke mindst være hendes bedrifter der, der kvalificerer hende til at komme i Landbrug & Fødevarers søgelys som cheflobbyist,« siger Per Clausen (Ø), der er næstformand for Udvalget for Landbrug, Fødevarer og Fiskeri.

Han frygter, at der sker en sammenblanding af interesser, og derfor bør man overveje at indføre en karantæneperiode, der betyder, at man ikke kan skifte spor fra politiker til lobbyist fra den ene dag til den anden, lyder det.

»Jeg synes, at man bør overveje, om man ikke bør have et forbud mod, at man kan gå direkte fra en ministerkarriere til at blive lobbyist. Jeg tror, at man må overveje, om vi er ved at komme i en situation, hvor man går fra den ene position til den anden uden en pause, og hvor man derved får en sammenblanding af nogle økonomiske og politiske interesser,« siger Per Clausen.

En sådan ordning kendes allerede fra USA, hvor tidligere kongresmedlemmer lige skal køle af, inden de kan blive lobbyister.

Det vil være en god idé at indføre samme regel i Danmark, for som minister og politiker har man en unik viden, som erhvervslivet kan lukrere på, forklarer Per Clausen:

»Når man går direkte fra en ministerpost til at være lobbyist, tager man en masse kontakter, forbindelser og viden om, hvad der foregår i regeringen med over i organisationen, som kan benytte sig af den viden. Det er betænkeligt, fordi der er nogle mennesker, der den ene dag skal varetage nogle fælles interesser i Danmark, mens de den næste varetager man nogle snævre erhvervsinteresser.«

Per Clausen mener, at det allerede var i hendes tid som fødevareminister, at Karen Hækkerup knyttede tæt kontakt til Landbrug & Fødevarer.

»Karen Hækkerup var meget populær i landbruget som fødevareminister, og vi var meget betænkelige ved den meget erhvervsvenlige linje, hun kørte, hvor det var hensynet til landbruget, der stod først, og hensynet til miljø og dyrevelfærd kom i anden række. Det siger jo noget om den politik, hun har ført, at hun nu skal være cheflobbyist.«

Karen Hækkerup siger selv til TV 2 News, at hun havde et tæt samarbejde med sin kommende arbejdsgiver som fødevareminister.