Enhedslisten står i den seneste meningsmåling fra Voxmeter til seks procent af stemmerne. Det er den dårligste måling for partiet hos analyseinstituttet i over ti år.
Ifølge politisk analytiker ved Altinget Erik Holstein er en af årsagerne til partiets vigende målinger, at der har været et stort fokus på statsministerkandidater, spørgsmålet om Lars Løkke og spillet på midten.
Derudover vurderer han, at partiet har været for "lidt for pæne i det" over for de politiske kolleger på Christiansborg.
- For eksempel, når Socialdemokratiet siger, at de gerne vil danne regering med de borgerlige partier. Det burde jo give en hel banehalvdel, som Enhedslisten kunne spille på.
- Jeg kunne godt have ønsket mig fra deres synspunkt, at de havde været lidt mere offensive over for for Socialdemokratiet i den situation. Det havde de muligvis kunnet vinde noget på, siger Erik Holstein
Han vurderer, at partiet med for eksempel huslejestigningerne i storbyerne har slået på nogle af de rigtige ting i forhold til dets vælgersegment.
De har dog haft svært ved at skille sig ud på spørgsmålet om inflationshjælp og højere lønninger i det offentlige, fordi det er godt dækket af andre partier.
- Enhedslisten står i et dilemma, fordi de ikke ønsker at svække den røde blok for meget, hvis de går for hårdt til S. Det er helt afgørende for partiet, at blokken får flertal efter valget.
- Det er tydeligt, at de i deres valgkamp har lagt mindst lige så meget vægt på blokken, som at partiet får et godt valgresultatet, og det kan give en lidt mere utydelig profil for partiet, siger Holstein.
Han påpeger, at Enhedslisten har fået en uheldig tendens til at miste pusten under valgkampene.
- Partiet klarer sig meget godt mellem valgkampene og har også normalt pæne tal ved indgangen til valgkampene, men både i 2015, 2019 og åbenbart også igen i år taber de luften i selve valgkampen, siger han.
Voxmeter udsendte få dage inden valgudskrivelsen en meningsmåling, der viste en tilslutning til Enhedslisten på otte procent. Dermed står partiet til at have mistet to procentpoint i valgkampen.
Den statistiske usikkerhed i den nyeste måling er på 0,9 procentpoint, hvilket gælder begge veje.
/ritzau/