Når alle over 50 år er vaccineret mod coronavirus, er det danske samfund klar til at blive åbnet helt.

Så klar har talen været fra Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen før de forhandlinger om en genåbning af samfundet, der fortsætter torsdag klokken 17 mellem statsminister Mette Frederiksen (S) og Folketingets partiledere.

Enhedslisten vil dog gerne advare mod at lade tallet 50 være styrende for genåbningen, siger politisk ordfører Mai Villadsen.

- Det er uansvarligt at gøre det til et mål for genåbningen, at vi genåbner, præcis efter at alle over 50 år er blevet vaccineret.

- Også fordi der er folk med kroniske sygdomme, som nu er bag i vaccinationskøen, som vil blive yderligere presset af den genåbning.

- Jeg mener, at vi skal gøre, som vi har gjort hele vejen igennem, nemlig at følge antallet af smittede og indlagte, siger hun.

Mai Villadsen pointerer, at selv om også hun håber på muligheden for en hurtig genåbning, så må det handle om, hvordan smitten udvikler sig.

- Ellers risikerer vi at ende i en tredje bølge, hvor enormt mange, også unge mennesker, bliver syge og får senfølger, siger hun.

Mette Frederiksen sagde i sidste uge under debatten mellem Folketingets partiledere, at hun er enig i, at man i princippet kan have et åbent Danmark, når alle over 50 år er vaccineret.

- Jeg håber da lige som Jakob Ellemann-Jensen og Mette Frederiksen, at vi kan åbne samfundet og også gerne før, men det beror på, at vi har styr på antallet af smittede, siger Mai Villadsen.

- Og lige nu kan man bare se på, hvordan udviklingen går i Tyskland, Finland, Norge og andre steder, hvor det stikker af.

- Dér må vi ikke ende, heller ikke efter at vi har fået vaccineret en stor del af befolkningen, siger hun.

Hun håber, at regeringen trods den positive tilgang til Venstres plan vil holde fast i den strategi, den har haft til coronahåndteringen indtil nu.

- Vi har stået meget tæt sammen med regeringen på et forsigtighedsprincip.

- Jeg har da en klar forventning og forhåbning til statsministeren om ikke at fravige det, og stadig følge det, som eksperterne anbefaler, nemlig at man holder godt øje med, hvordan smitten udvikler sig, siger Mai Villadsen.

/ritzau/