Enhedslisten kommer ikke til at hjælpe regeringen, hvis den ender med at ville afskaffe helligdage som et led i trepartsforhandlingerne. Det slår Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører fast.

Enhedslisten kommer aldrig til at stemme for en afskaffelse af helligdage.

Det slår partiet fast, efter LOs top tirsdag har drøftet regeringens oplæg til de kommende trepartsforhandlinger. LO vil ikke på forhånd lægge afskaffelsen af helligdage endeligt i graven, og det undrer Enhedslisten.

- Det er jo fuldstændigt absurd, at Børsting og LO-toppen skal være bannerførere for forringelser af lønmodtagernes arbejdsvilkår. Lønmodtagerne har betalt rigeligt med både afskaffelse af efterlønnen, dagpengeforringelser og senest med de magreste overenskomstresultater i mands minde, siger arbejdsmarkedsordfører Finn Sørensen (EL).

Hvis fagbevægelsen skal fastholde opbakningen hos medlemmerne, skal den levere en trepartsaftale med klare forbedringer på uddannelse, praktikpladser, dagpengeregler og social dumping, lyder det fra Enhedslisten.

- I en tid med massiv arbejdsløshed vækker det stigende undring hos Enhedslisten og ikke mindst blandt de faglige græsrødder, at ledende fagforeningsfolk er villige til overhovedet at drøfte afskaffelse af fridage. I stedet for at lægge ryg til yderligere forringelser for lønmodtagerne burde LO stå på mål for deres medlemmer. Enhedslisten kommer aldrig til at stemme for fjernelse af helligdage eller forringelser af ferieloven, siger Finn Sørensen.

LO-formand Harald Børsting sagde efter dagens drøftelse af regeringens oplæg, at helligdagene fortsat er et tema.

- Vi anerkender, at helligdagene er et tema, som regeringen gerne vil have diskuteret. Men vi har altså en lang række temaer, vi også vil have diskuteret, og hvis de ikke lander tilfredsstillende, så har vi ikke nogen aftale, sagde han efter at have drøftet regeringens udspil.