En gedigen sejr til Venstre skaber fornyet spænding om, hvem der bliver Danmarks statsminister efter folketingsvalget den 5. juni.

Det mener B.T.’s politiske kommentatorer, efter at regeringspartiet har vundet fire kandidater ved søndagens valg til Europaparlamentet mod tidligere to mandater.

»Lars Løkke Rasmussens gamble med at lægge folketingsvalget lige efter EP-valget er lykkedes. EP-valget er blevet lige den affyringsrampe for folketingsvalget, han håbede på.«

»Han har fået det bedst tænkelige udkomme af EP-valget. Der har både været en høj stemmeprocent og et godt resultat til Venstre,« siger Lars Trier Mogensen.

Søs Marie Serup deler den opfattelse.

»Erfaringen siger, at vælgerne gerne vil være på vinderholdet. Der er en lille effekt af vælgere, der smutter over. Man plejer at sige, at det slår igennem med halv kraft, men vi har ikke tidligere haft et EU-valg midt i en Folketingsvalgkamp før, så det er svært at sige,« siger hun.

»Valgdeltagelsen har været rekordhøj, og det kan den blive igen den 5. juni. Det kan påvirke slutresultatet.«

»For hvem er de sidste vælgere? Valgkampen er åbnet mere op,« fortsætter hun.

Søs Marie Serup tilskriver de opstillede kandidater fra Venstre som hovedårsag til succesen.

De fire øverste på listen er Morten Løkkegaard, Linea Søgaard-Lidell, Asger Christensen, og Søren Gade.

»De havde et meget stærkt kandidatfelt, og så må vi sige, at troen på den europæiske løsning på flygtningesituationen og klimapolitikken er trængt igennem i det, der ellers er en folketingsvalgkamp,« siger hun.

Venstre skal dog ikke blive alt for optimistiske, lyder det fra eksperterne.

»Det her indgyder nyt mod i Venstre frem mod folketingsvalget 5. juni.«

»Valget kan blive tættere, end målingerne lige viser. Men problemet for Løkke og Venstre er, at DF er totalt nedsmeltet, så styrkeforholdet mellem rød og blå blok forrykkes ikke afgørende,« siger Lars Trier Mogensen.

Søs Marie Serup stemmer i:

»Hvis man sidder i Venstre og tænker, at det her viser, at meningsmålingerne slår fejl, og at der er kæmpe opbakning til Venstre, så må vi sige, at erfaringen viser, at der ikke behøver at være nogen stor sammenhæng mellem valg.«