Før valget så de fleste det som umuligt. Stemplet som 'mission impossible'.

Men præcis to uger efter valget ser det ikke helt umuligt ud mere. Måske er det rent faktisk 'mission possible'.

Vi taler om en regering bestående af Socialdemokratiet og Venstre.

Tre politiske eksperter fortæller til TV 2, at en regering med de to største partier på hver fløj i Folketinget ikke længere ser ud til at være helt håbløs, men rent faktisk er et realistik scenarie.

Begrundelsen er for det første, at Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen er gået fra før valget helt at afvise at indgå i regering i med Socialdemokratiet til nu at være mere vakkelvorn i sin udmelding.

For det andet er det røde flertal meget tyndt, da Mette Frederiksen kun har lige præcis de 90 mandater, der skal til for at danne et politisk flertal med de røde partier.

Og for det tredje så peger det også i retning af tættere samarbejde, at Venstres Søren Gade er blevet valgt som formand i Folketinget.

»Når man ser på det, der sker, og de signaler, der er blevet sendt, er det tydeligt, at Venstre er omdrejningspunktet, og at Moderaterne og Radikale Venstre ikke længere står øverst på statsministerens valgkort,« siger politisk kommentator Noa Redington til TV 2.

TV 2s politiske analytiker Jesper Vestergren mener dog, at der stadig er en del politiske uenigheder mellem Venstre og Socialdemokratiet, der skal løses, inden de to partier kan danne en reel regering. De er altså ikke på Tom Cruise-control endnu.

»Man kan sammenligne det lidt med at date. Det kan være svært at afgøre, om der er kærestepotentiale efter ét eller to stævnemøder, men når man har set hinanden otte-ti gange, ved man godt, om man vil gøre det til et mere permanent forhold,« siger han til TV 2.

Om der så går få dage, flere uger eller det først er omkring jul, at der kommer en ny regering, kan ingen sige med sikkerhed.

Tirsdag afviser Jakob Ellemann-Jensen da også, at partiet i øjeblikket deltager i regeringsforhandlinger med Socialdemokratiet.

»Jeg ved, mange taler om regeringsforhandlinger og alt muligt andet, men mig bekendt foregår der ikke regeringsforhandlinger. Vi er i hvert fald ikke med,« siger han, da B.T. møder ham efter det første møde i Folketingssalen efter valget.