Sagaen om Donald Trump og hans forbindelser til Rusland er langtfra slut. Det amerikanske medie BuzzFeed har i en række artikler sat fokus på, hvordan den amerikanske præsident har bedt sin advokat lyve om opførelsen af et Trump Tower i Moskva. Trumps advokat afviser kritikken.

»Hvis det, der står i BuzzFeed, er korrekt, så er vi på et helt nyt niveau. Så er det en rigsretssag«.

Sådan siger den tidligere taleskriver for Ronald Reagan og George H. W. Bush, John Podhoretz, til The Sydney Morning Herald.

Det er Donald Trumps tidligere advokat Michael Cohen, der har fortalt BuzzFeed, at Trump bad ham lyve over for Kongressen om hans forretningsplaner i Rusland under valget i 2016.

Trumps tidligere advokat Michael Cohen. Vis mere

Trump var klar til at bygge et nyt Trump Tower i Moskva og støttede en plan fra Michael Cohen, der gik ud på, at Trump under sin valgkamp skulle rejse til Rusland for at starte forhandlingerne om et nyt Trump Tower.

Og mens Trump selv sagde, at han ikke havde nogen forretningsforbindelser til Rusland, var virkeligheden en anden. BuzzFeed mener at vide, at Trumps børn ofte modtog detaljerede opdateringer om byggeplanerne, som de havde sat Cohen til at styre.

Den konservative politiske kommentator Ben Shapiro er rystet over oplysningerne, der så lyset tidligere på ugen.

»Hvis historien holder vand, er det noget, Trump ikke kan sige undskyld for. Det er helt igennem en katastrofe for Trump,« siger han.

Det er i Capitol-bygningen i Washington, der muligvis skal stemmes om en rigsretssag mod Trump. Vis mere

Præsidenten selv tager dog kritikken med ophøjet ro. Hans advokat, Rudy Giuliani, afviser, at præsidenten har bedt Cohen om at lyve overfor Kongressen.

»Jeg kan fortælle dig, at hans (Donald Trumps, red.) råd til Michael Cohen igennem hele den periode helt kategorisk var; 'Fortæl sandheden'. Vi troede, han fortalte sandheden. Jeg tror stadigvæk, at han kan have fortalt sandheden, da han vidnede foran Kongressen,« siger Giuliani til CNN.

At Trump og Cohen kan have talt sammen, umiddelbart før sidstnævnte under høringen i Kongressen svor under ed at tale sandt, mener Giuliani ikke, der er noget odiøst i.

»Og hvad hvis han talte med ham om det?,« spørger Guiliani retorisk og understreger, at han ikke har kendskab til de fortrolige advokat-klient-samtaler Cohen havde med Trump.

Overfor BuzzFeed betvivler Rudy Giuliani sin forgængers troværdighed.

»Michael Cohen er en dømt forbryder og løgner. Hans påstande er bare opdigtede påstande, som han har fremsat i afmagt og desperation efter at få nedsat sin straf,« lyder det.

Kan Michael Cohen, når han 7. februar skal vidne i Repræsentanternes Hus, bevise, at Trump har givet ham besked på at lyve, kan det få voldsomme konsekvenser for Trump. Pludselig er en rigsretssag altså mulig.

Det har kun to præsidenter været igennem før. Skulle det blive en realitet, kræver det, at alt skal kunne dokumenteres, og at rigsretssagen senere bliver stemt igennem i Repræsentanternes Hus.