»Der foregår en religionskrig, og vi ser den også her i Danmark.«

Over for Politiken fortæller Morten Messerschmidt, at kristen værdikamp er Dansk Folkepartis vej ud af krisen. Men to eksperter ser også DF-profilens markante udmelding i et helt andet lys.

Når Messerschmidt lader sig portrættere i sin ungdoms kirke, kritiserer partiledelsens kinddans med Socialdemokratiet og foreslår en værdipolitisk offensiv med loft over antallet af moskéer, krav om, at kvoteflygtninge skal være kristne, og at skolebørn skal lære Bibelen at kende og synge salmer, er det ifølge de politiske kommentatorer Erik Holstein og Jarl Cordua et tydeligt vink med en vognstang.

»Messerschmidt understreger sine ambitioner. Og de er ikke små,« siger Holstein, som er Altingets politiske kommentator.

»Han vil afløse Thulesen Dahl som formand på sigt. Partiet er i krise, og ledelsen er svækket. Så banen er åben lige nu,« fortsætter han.

»Det vil være en klar fejl«

Jarl Cordua er enig – og ser for sig, at kampen om formandsposten kan komme inden længe.

»Jeg tror, det er den sidste sommer med Kristian Thulesen Dahl som formand. Det er ret tydeligt, at Messerschmidt, uden at sige det direkte, lancerer sig selv som kandidat til formandsposten,« siger Cordua, som blandt andet er vært på Berlingskes podcast om dansk politik, Cordua & Steno.

Men både han og Erik Holstein mener, at Messerschmidt er på afveje.

Morten Messerschmidt siger til Politiken, at vi efter hans mening har for meget religionsfrihed i Danmark.
Morten Messerschmidt siger til Politiken, at vi efter hans mening har for meget religionsfrihed i Danmark. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Det er et forsøg på at finde vej ud af krisen ved at vende tilbage til Dansk Folkepartis klassiske værdier, som præsterne Søren Krarup og Jesper Langballe stod for i 1990'erne,« siger Erik Holstein.

»Jeg mener, det vil være en klar fejl,« lyder hans hårde dom.

Hvorfor?

»Fordi kun ganske få danskere går op i kristne værdier.«

Jarl Cordua er enig og mener, at Messerschmidts fokus på kristen værdikamp bliver for intellektuel for Dansk Folkepartis klassiske kernevælgere, som vil have en stram udlændingepolitik og ser partiet som den lille mands beskytter.

Kan gøre ondt værre

Dansk Folkeparti har været i frit fald siden det historiske valg i 2015, hvor det blev næststørste parti i Folketinget med 21,1 procent af stemmerne. Ved valget sidste år blev Dansk Folkeparti mere end halveret, og i flere meningsmålinger på det seneste er partiet blevet indhentet af Nye Borgerlige, som ifølge Holstein har stået langt stærkere i den vigtige værdipolitiske debat om udlændingepolitikken end Dansk Folkeparti.

Ikke desto mindre forudser han, at Messerschmidts bud på en vej ud af krisen kun vil gøre ondt værre.

»Hvis Dansk Folkeparti insisterer på at køre den stil, bliver det ikke et parti, der når bredt ud. Dansk Folkeparti risikerer at blive et mindre højrefløjsparti,« siger Erik Holstein.

Alligevel kan udmeldingen i Politiken på sin vis være et smart træk af Messerschmidt. I hvert fald hvis målet er at få magten i partiet.

»Dele af Dansk Folkepartis bagland deler Messerschmidts holdning, og det er værd at bemærke sig, at også partiets stærke kvinde Pia Kjærsgaard er enig i, at partiet skal stå vagt om Danmarks kristne kulturarv,« lyder det.

Morten Messerschmidt blev genvalgt til Folketinget ved valget i 2019 efter at have siddet i Europa-Parlamentet i 10 år.