Vælgerne vil straffe beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R) til kommunalvalget 21. november.

Det vurderer to eksperter i kølvandet på den radikale politikers skandalesager, der har rullet siden september.

Ifølge rådgiver i strategisk kommunikation Søren Langelund kan det ikke undgås, at bryllupssagen kommer til at skade Anna Mee Allerslevs valgresultat.

»Den her sag vil altid klæbe til hende. For sager om personlig vinding er sådan nogle ting, der virkelig definerer politiske karrierer. Det her handler om hendes personlige dømmekraft,« forklarer Søren Langelund, rådgiver i kommunikationsbureauet Ulveman & Børsting.

Som BT tidligere har afsløret lånte Anna Mee Allerslev i strid med de nedskrevne regler Københavns Rådhushal kvit og frit i til sin bryllupsreceptionen og sparede dermed den normale lejeudgift på 65.000 kroner.

Efter BT tirsdag sendte en række spørgsmål til borgmesteren i forbindelse med en artikel om, at hun belastede embedsværket med 84 bryllupsspørgsmål, meddelte Allerslev onsdag, at hun nu vil betale de 65.000 kr. for lejen af lokalet.

I første omgang valgte Anna Mee Allerslev i september at kalde BT’s omtale af hendes gratis lån af rådhushallen for 'useriøs'. Det var ifølge Søren Langelund den første af flere forkerte beslutninger.

»Allerede der går det galt. For med den kommentar sender hun et signal om, at hun ikke forstår, hvilket særligt tillidshverv, hun som politiker har fået. Hun skal leve op til den tillid, og når hun ikke kan se, at det er det relevante, så viser det dårlig dømmekraft. Det vil folk huske,« siger Søren Langelund.

Samtidig gik der for lang tid, før Anna Mee Allerslev endelig valgte at krybe til korset og betale for lejen af rådhushallen, vurderer Søren Langelund.

»Det er som om, hun har glemt, at politikere bliver målt på andre vægte end os andre,« siger han.

Valgforsker Kasper Møller Hansen mener, at sagen kan ende med at plage Anna Mee Allerslev helt op til valget i november, fordi det på mange måder er en konkret og let genkendelig sag om en bryllupsfest – akkurat ligesom Lars Løkke Rasmussens tøjsag.

»Når du hører ordene Lars Løkke og tøj, tænker du på den sag. Når der kommer nye artikler om Anna Mee, og bryllupssagen bliver nævnt, vil du automatisk huske det. Ingen af dem har gjort noget ulovligt, men spørgsmålet er i begge sager, om det var moralsk rigtigt,« forklarer professor ved Københavns universitet Kasper Møller Hansen.

Han mener, at sagerne vil ramme Anna Mee Allerslev på de personlige stemmer. Men samtidig vil hendes mest trofaste vælgere sandsynligvis bakke hende op på trods af skandalesagerne, tilføjer professoren.

»Det er altid støtter hos de andre partier, der råber højest med kritik. Det betyder også, at hendes nærmeste er meget mere tilgivende,« siger Kasper Møller Hansen.

Anna Mee Allerslev fik 8.512 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2013.