Det nye borgerlige parti 'Nye Borgerlige' vil fiske i rørte politiske vande og stjæle vælgere fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Men eksperter levner ikke det nystartede parti store muligheder.

Partiet, som er etableret af den tidligere konservative Pernille Vermund og Peter Seier Christensen, bror til Saxo Banks Lars Seier Christensen, vil kombinere en hård udlændingepolitik med en økonomisk politik på linje med Liberal Alliances.

Men partiet skal ikke forvente at storme ind i Folketinget, som Alternativet gjorde ved det seneste valg. Til det mangler de simpelthen nogle profiler, lyder det fra politisk kommentator og radiovært på Radio24Syv, Jarl Cordua.

»Det er ikke de rigtige personer, de har i spidsen. Man har brug for en person i spidsen, som har parlamentarisk erfaring, og som folk kender i forvejen,« siger han og fortsætter:

»Men de har da fat i noget rigtigt. EU-skepsissen blandt de borgerlige er til stede. Og et DF-agtigt parti uden velfærdspolitikken er der vel også et marked for, men jeg tror ikke, det er stort nok«.

På en skala fra 1 til 5 over partiets levedygtighed, giver han kun partiet 1. Nye Borgerlige kan dog trøste sig ved, at Jarl Cordua, under programmet 'Bezzerwizzerne' på TV2 News før det seneste folketingsvalg, lagde Uffe Elbæks Alternativet i den politiske grav.

»Forget about it,« lød det dengang fra Jarl Cordua om Alternativets muligheder.

Politisk kommentator Peter Mogensen er heller ikke overbevist om, at Nye Borgerlige klarer skærene på sigt. Han tror dog, at partiet har potentialet til at stjæle stemmer fra især Dansk Folkeparti.

»De rammer fornuftigt nok rent politisk. De har en politik, i modsætning til f.eks. De Konservative. Men de to, de vil kapre stemmer fra, DF og LA er jo også skarpe og rammer deres vælgere midt i panden. Så spørgsmålet er, hvor mange vælgere, der er til det miks. De skal stjæle fra Thulesen. Men de stemmer, Thulesen har taget fra Venstre, sidder jo løst. Så dem kan de måske godt få nogle af.«

»På den måde er de faktisk også en trussel mod Venstre, og der er mulighed for at fiske. Men har de personalet til at få det solgt - det er tvivlsomt,« siger Peter Mogensen, som giver dem tallet 2 på 1-5-skalaen over partiets overlevelsesmuligheder.

Nye Borgerlige har allerede politikken klar i et principprogram. Når Indenrigsministeriet godkender partinavnet, skal de til at samle underskrifter, så de kan stille op ved næste valg.