De mange sager om tabte milliarder i Skat bør få konsekvenser, mener en lektor og en professor.

København. En lektor i forvaltningsret og en juraprofessor forstår ikke, hvordan Skat kan kaste milliarder af skatteydernes penge væk i en række skandalesager, uden at der kan placeres et politisk ansvar.

Det skriver Berlingske.

Rasmus Kristian Feldthusen er juraprofessor ved Københavns Universitet. Han mener, at der bør nedsættes en undersøgelseskommission.

- Så vi er sikre på, at vi får en komplet afdækning af årsagerne, siger Rasmus Kristian Feldthusen til Berlingske.

- Det er væsentligt, at en sådan undersøgelse ikke isoleres til embedsmændene, men også inddrager de skiftende skatteministre

Siden 2004 har problemerne i Skat stået i kø. Udenlandske gerningsmænd har svindlet skat for 12,3 milliarder kroner.

Systemet, der skal vurderer ejendomme, er brudt ned. I flere år har tre ud af fire boligejeren betalt et forkert beløb i skat.

Inddrivelsen af danskernes gæld til staten er gået i stå. Imens er borgernes gæld til staten vokset fra 50 milliarder til 100 milliarder kroner.

En gæld, hvis værdi i regnskabet, skatteminister Karsten Lauritzen (V) er klar til at nedskrive med 80 milliarder kroner.

Det er den række af sager, som får Rasmus Kristian Feldthusen til at ryste på hovedet. Det samme gør lektor i forvaltningsret Sten Bønsing.

Han forklarer, at det er for sent at stille skatteministre til ansvar under ministeransvarsloven. Men sagerne fra Skat illustrerer manglen på redskaber til at holde ministre ansvarlige, mener han.

- Man må finde en ny måde, hvor man kan stille ministre til ansvar, og man kunne begynde her, hvor så mange ministre ikke har haft styr på butikken, siger han til Berlingske.

I årene fra 2004 op til nu har ni politikere fra Venstre, Socialdemokratiet, SF og De Radikale været skatteministre.

Ingen af de ministre vil blive stillet til ansvar. Regeringen og Socialdemokratiet afviser en undersøgelse, der skal placere et politisk ansvar.

Enhedslisten, SF og Alternativer ønsker at placere et politisk ansvar. Dansk Folkeparti vil have sagerne undersøgt enkeltvis. De Radikale er åbne for en undersøgelse uden at lægge sig fast på formen.

/ritzau/