Dansk Folkeparti vil forbyde nyhedskanaler som al-Jazeera og al-Arabiya. Men ifølge eksperter er det slet ikke de kanaler, der viser bekymrende indhold

Mens Dansk Folkeparti tordner mod nyhedskanaler som al-Jazeera og al-Arabiya, peger eksperter på helt andre kanaler, der viser bekymrende indhold. Det skriver Ekstra Bladet.

- Der er kanaler, der er drevet af folk tæt på politiske organisationer, som også har en militær side, siger Jakob Skovgaard-Petersen, professor i arabiske medier på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet.

- Det er blandt andet al-Manar, som er drevet af Hizbollah og al-Aqsa TV med tilknytning til Hamas. Begge bliver anvendt til propaganda mod Israel, siger Jakob Skovgaard-Petersen.

Han får opbakning af en kollega, adjunkt Ehab Galal fra Københavns Universitet.

Trods den store politiske interesse for paraboler er der tilsyneladende hverken politikere eller eksperter, som har et overblik over, hvor udbredte de rabiate kanaler er i Danmark.

Men Ekstra Bladet kan i dag fortælle, at al-Manar lever i bedste velgående og i fuldt dagslys i en tv-pakke i en af landets ghettoer, Mjølnerparken i København.

Al-Manar er på grund af rabiate udtalelser forbudt i flere europæiske lande. Blandt andet har tv-stationen beskyldt jøderne for at stå bag terrorangrebet 11. september.

Jacob Skovgaard-Petersen fortæller, at man de seneste år har registreret flere og flere arabiske, religiøse kanaler. Han vurderer lige nu, at der er 50, hvoraf en håndfuld er kristne.

- Antallet af religiøse kanaler er vokset dramatisk - især efter 2006. Det har været nævnt, at det var tegning-sagen, der skabte vækst blandt de religiøse kanaler, siger han.

/ritzau/