Det vil koste liv at åbne samfundet yderligere op, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal lade være. Vi må sætte det op imod de menneskelige og økonomiske omkostninger, der er ved at holde fast i den hårde nedlukning. Det siger både eksperter og politikere.

»Vi kan se nu, at samfundet ikke kan være lukket ned for altid. Det kan vi se på folks trivsel og på de økonomiske konsekvenser, som det medfører,« siger Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, som fortsætter:

»Det kan betyde flere dødsfald, hvis vi åbner, men vi bliver nødt til at tale om, at vi kan blive nødt til det på et tidspunkt. Vi kan se, at befolkningen i stigende grad mistrives under nedlukningen,« siger Jes Søgaard.

B.T. har afsløret, at adskillige danskere, som var syge af andet end corona, ikke har kunnet få den rette behandling på grund af nedlukningen. Danske børn og unge er i stigende grad i mistrivsel. Desuden truer en konkursbølge i nær fremtid.

Jes Søgaard forklarer, at vi står i en anden situation nu end i marts sidste år, hvor landet lukkede ned.

»Vi vidste meget mindre om virussen i marts sidste år i forhold til nu. Desuden var der måske endda en pionerånd fra danskernes side om at stå sammen om nedlukningen. Man ville gerne løfte i samlet flok, og danskerne var virkelig gode til at rette ind. Men nu er vi virkelig trætte af det,« siger Jes Søgaard og fortsætter:

»Vi vil fortsat se et fald i danskernes mentale trivsel. Det vil også betyde, at de i mindre grad vil rette sig efter anbefalingerne,« forklarer Jes Søgaard.

Statsminister Mette Frederiksen sagde 11. marts sidste år, at regeringen handlede efter »et forsigtighedsprincip«, da samfundet lukkede ned. Der var bred politisk enighed om den strategi. Ikke mindst, da coronavirusset var forholdsvist ukendt land.

Venstres Martin Geertsen mener, vi skal genåbne samfundet efter et »proportionalitetsprincip«. Da regeringen lukkede ned sidste år, skete det efter et »forsigtigshedsprincip«.
Venstres Martin Geertsen mener, vi skal genåbne samfundet efter et »proportionalitetsprincip«. Da regeringen lukkede ned sidste år, skete det efter et »forsigtigshedsprincip«. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Men nu er det på tide at handle efter et »proportionalitetsprincip«, mener man i Venstre.

»Vi er nødt til at se på konsekvenserne af de valg, som vi tager, som man blandt andet kan se i jeres artikler om patienterne, der ikke får den fornødne behandling. Vi kan også se, at de unge mistrives, da de ikke kan mødes med deres venner,« siger Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen, som fortsætter:

»Der er risiko for, at vi må leve med corona i mange år. Måske altid. Samfundet kan ikke være lukket for altid. Jeg savner regeringens bud på, hvordan vi kan leve i et samfund med corona,« siger Martin Geertsen.

Geertsen forklarer, at han savner beregninger på små »nålestiksåbninger«, som muligvis kunne få meget stor positiv effekt for trivsel og økonomi og kun meget lidt betydning for smittetrykket.

Danmark er lukket. Både politikere og eksperter taler om, at vi må se mere på de konsekvenser, som der er ved nedlukningen, og veje dem mere op mod konsekvenserne ved et øget smittetryk.
Danmark er lukket. Både politikere og eksperter taler om, at vi må se mere på de konsekvenser, som der er ved nedlukningen, og veje dem mere op mod konsekvenserne ved et øget smittetryk. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Kunne vi for eksempel sende efterskoleelever tilbage? Kunne vi sende 5.-6. klasserne tilbage? Eller sende eleverne i skole hver anden dag? Kunne vi åbne butikker i de kommuner, hvor smitten er meget lav? Jeg savner den slags beregninger fra Statens Serum Institut og fra regeringen,« siger Martin Geertsen og fortsætter:

»Jeg synes, Mette Frederiksens udsagn om »fuldstændig epidemikontrol« er meget afslørende. Hvad betyder det? Jeg mener ikke, at regeringen griber det systematisk an. Det er, som om der er en »alt eller intet«-mentalitet hos regeringen,« siger Martin Geertsen.

Hos Nye Borgerlige ønsker man også at åbne mere op og acceptere, at det får konsekvenser.

»Vi må leve med, at smitten er i samfundet. Dermed må vi også leve med, at nogle mennesker bliver syge og så – og det er barskt at sige – vil dø af det,« siger partiformand i Nye Borgerlige Pernille Vermund, som dog tilføjer:

Pernille Vermund, partiformand for Nye Borgerlige, mener, at regeringen ser for lidt på konsekvenserne af nedlukningen og ser for meget på konsekvenserne af coronaen.
Pernille Vermund, partiformand for Nye Borgerlige, mener, at regeringen ser for lidt på konsekvenserne af nedlukningen og ser for meget på konsekvenserne af coronaen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det helt afgørende er, at vi ikke kommer i en situation, hvor sundhedsvæsenet overbelastes, så folk dør af sygdomme, som vi ellers kunne have reddet dem fra. Det skal vi undgå,« siger hun.

»Men det virker, som om normen for regeringen er, at samfundet er lukket. Det er farligt. Danmark bliver ramt af konkurser, folk bliver fyret, og de unge mister et år eller mere af deres ungdom,« siger Vermund og fortsætter:

»Det er ligesom influenza, som vi også har lært at leve med, selvom den koster flere tusinde danskere livet, når der er en epidemi. Når vi er der, hvor vi kan vaccinere os, og når vi har smitten under kontrol i tilstrækkelig grad, så skal der åbnes op,« siger hun.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke.

Mette Frederiksen på besøg på en folkeskole, da de mindste klasser vendte tilbage igen. Hun kritiseres for, at regeringen ikke i tilstrækkelig grad efterspørger flere mulige »nålestiksgenåbninger«.
Mette Frederiksen på besøg på en folkeskole, da de mindste klasser vendte tilbage igen. Hun kritiseres for, at regeringen ikke i tilstrækkelig grad efterspørger flere mulige »nålestiksgenåbninger«. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere