Margrethe Vestager får historisk stor post i EU i dag, efter den kommende EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen præsenterede det hold, hun ønsker skal udgøre EU-Kommissionen.

»Det er en meget stor post. Man kan sammenligne det med en form for vicestatsminister,« siger EU-ekspert Søren Drosenrode fra Aalborg Universitet til B.T.

Vestager skal være næstformand sammen med hollænderen Frans Timmermans. De får hvert deres ansvarsområde, Margrethe Vestager skal stå i spidsen for digitaliseringen i EU.

Samtidig får hun lov til at fortsætte som konkurrencekommissær – en post, hun har brilleret i.

Margrethe Vestager
Margrethe Vestager Foto: FRANCOIS WALSCHAERTS
Vis mere

»Det er helt sikkert en anerkendelse af, at hun har gjort det fantastisk godt og er kendt vidt og bredt i Danmark og Europa, men også i resten af verden. Selv Trump ved, hvem hun er,« siger Søren Drosenrode og fortsætter:

»Det er en stor ære, og mange vil sige, at det er velfortjent.«

Udnævnelsen skal dog også ses som et plaster på såret for den liberale gruppe i EU, som blev forbigået, da kommissionens formand skulle udnævnes.

Europarådets tre kandidater blev forbigået, og en fjerde, Ursula von der Leyen, blev valgt.

»Det er også overraskende, at hun beholder sin tidligere post, og at hun får ansvaret for digitalisering,« mener Søren Drosenrode.

Han påpeger, at det er en af de strategisk vigtigste poster, fordi det drejer sig om det indre marked og velfærd, hvilket ikke kommer i hus uden digitalisering, mener han.

Derfor er udnævnelsen af Margrethe Vestager historisk, og hun har den højest placerede post for en dansker i EU nogensinde.

For selvom Henning Christophersen, tidligere Venstre-formand og EU-kommissær, og Connie Hedegaard, tidligere minister og EU-kommissær, også havde meget højtstående poster i EU, er Margrethe Vestager alligevel 'en hestelængde foran', som Søren Drosenrode siger.

»Det er meget flot for en lille stat med forbehold mod EU,« afslutter han.