'Kaos i Venstre.' 'Uro i partiet.'

Det er blandt de forklaringer, som en række V-vælgere i en ny måling giver på, at de siden valget 5. juni er sprunget over til De Konservative.

Formandsopgøret i Venstre, som hen over sommeren har udspillet sig for åbent tæppe, har slidt på det gamle bondeparti.

Omvendt har De Konservative lukreret på balladen i Venstre.

Søren Pape Poulsen (K) og co. er nemlig siden valget gået frem fra en vælgeropbakning på 6,6 procent til nu 9,1 procent.

Venstre er omvendt gået tilbage fra 23,4 procent af stemmerne til nu 21,6 procent.

Det viser en vælgermåling, som YouGov har foretaget for B.T.

Fremgangen til De Konservative er statistisk sikker, mens tilbagegangen til Venstre ligger inden for den statistiske usikkerhed.

»Det er små udsving, vi ser i målingerne i øjeblikket. Men Venstre-toppen er udmærket bekendt med de risici, der er forbundet med at køre sit eget løb,« siger B.T.s politiske kommentator Søs Marie Serup med henvisning til, at Løkke fastholder muligheden for at ville danne regering hen over midten.

»Det kan selvfølgelig koste Venstre nogle kerne-borgerlige vælgere, som gerne så, at Venstre indtog en klar rolle som oppositionsleder i den blå blok. Det kalkulerer Venstre-toppen med,« siger hun.

»Men partiet skal selvfølgelig passe på, at skreddet ikke bliver for stort. Vi skal ikke længere tilbage end til 1980'erne, hvor det var De Konservative, der var de store.«

Mens De Konservatives partiformand, Søren Pape Poulsen, kan juble over at suge frafaldne V-vælgere til sig, må Liberal Alliances nye formand, Alex Vanopslagh, se langt efter øget vælgeropbakning.

Liberal Alliance balancerer med 2,1 procent af stemmerne på spærregrænsen.

»Det er jo ikke, fordi Liberal Alliance mangler plads. Når Venstre rykker mod midten, så skaber det jo ekstra plads til den liberale position,« siger Søs Marie Serup og tilføjer:

»Liberal Alliance skal have knækket koden her i efteråret, ellers ser det meget alvorligt ud. De skal markere sig med politik. Men det kan blive svært, fordi der er en overhængende fare for, at de bliver ligegyldige i de politiske forhandlinger.«

Mette Frederiksen og rød blok fastholder i den nye måling flertallet med 94 mandater mod blå bloks 81 mandater.