Et billede af statsministeren sammen med to ukendte mænd, hvoraf den ene tilsyneladende fremviser en pose narkotika over Lars Løkke Rasmussens hoved, undrer en kommunikationsekspert.

For når Statsministeriet tirsdag i en mail til B.T. skriver, at Lars Løkke er blevet antastet, så er der noget, der ikke er, som det skal være.

»Reaktionen fra Statsministeriet forvirrer mere, end den afklarer. Jeg synes, ministeriet slår en skævert, for der er ikke sammenhæng mellem den situation, han var i, og den reaktion, der kommer fra Statsministeriet,« siger kommunikationsrådgiver i firmaet FRIDAY, Mikael Baden.

»Hvis det var tilfældet, at han blev antastet, hvor var hans livvagter så? Det er stærkt, at Lars Løkke insisterer på at være tæt på alle mennesker, men så må hans folk og systemet finde en form, hvor man kan opfylde det, uden at han havner i en situation, hvor han føler sig antastet. Sikkerheden for en statsminister må ikke blive kompromitteret. Noget er i hvert fald gået galt, hvis han har følt sig antastet.«

Ifølge Mikael Baden er der grund til, at folkene omkring statsministeren evaluerer situationen, der opstod i forbindelse med en forestilling i Cirkusrevyen.

»Det giver anledning til, at vi allesammen må spørge os selv, om vi ønsker et samfund, hvor statsministeren kan trykke hånd med høj som lav, eller om han skal pakkes ind af sine livvagter. Det er svært at forestille sig, at man kan komme så tæt på en regeringsleder i andre lande. Det er en mega svær balance, og jeg synes faktisk, at reaktionen fra Statsministeriet udstiller, at der ikke er nogen, der har fundet løsningen på det,« siger han og fortsætter:

»Det interessante bliver at følge, om det kommer til at ændre Løkkes eller Statsministeriets adfærd, eller om det bliver accepteret, at det bare er sådan at være en del af toppolitik.«