Torsdagens afsløring i B.T. om Helle Thorning-Schmidts forkerte oplysninger om sin mands ophold i Danmark, er en alvorlig rids i lakken, når man gerne vil være statsminister.

Det mener politisk redaktør og kommentator hos Fyens Stiftstidende, Troels Mylenberg.

B.T. kunne torsdag fortælle, hvordan Helle Thorning i efteråret 2009 skrev til Justitsministeriet, at hendes mand, Stephen Kinnock, er i Danmark hver weekend hele året. Det står i skarp kontrast til en udtalelse i juli i år, hvor Helle Thorning oplyste, at Kinnock kun var i Danmark 30 weekender om året.

Helle Thorning har efterfølgende indrømmet, at der blev givet forkerte oplysninger til Justitsministeriet.

- Det er en uhyre alvorlig sag, når man gerne vil være statsminister. At måtte indrømme, at hun har givet forkerte oplysninger til, ikke bare en journalist, men til en offentlig myndighed, som hun i princippet en dag kan blive øverste chef for, er meget alvorligt, siger Troels Mylenberg til bt.dk

Helle Thorning har, siden B.T.'s afsløring, kaldt oplysningen til Justitsministeriet en 'sløset fejl', men Troels Mylenberg mener, at man må være opmærksom på ikke at være sløset, når man sætter sig ned og skriver til en offentlig myndighed.

- Det er fuldstændigt uforståeligt, at hun har turde gamble på den måde, siger han.

Eneste redning

Han mener kun, at hun kan 'redde sig', hvis der er en træthed i befolkningen efter skattesagen om hendes mand og debatten om ferie-Lene.

- Måske gider befolkningen ikke høre på flere personsager. Men det er nok et naivt håb. Troværdighed er alfa omega, når man vil være statsminister, siger Troels Mylenberg.

- I øjeblikket vælger befolkningen i højere grad fra end til. Hun kan håbe, at man er nok træt af regeringen, så det ikke kommer til at koste hende så dyrt.