»Selv en blind kan se, at Løkke er svækket.«

Sådan lyder det fra politisk kommentator Jarl Cordua forud for Venstres hovedbestyrelsesmøde i aften på hotel Crowne Plaza på Amager. Her skal statsminister og partiformand Lars Løkke Rasmussen forsøge at samlet et splittet Venstre bag sin sundhedsreform.

»Det er åbenlyst, at enighed er bedre end splittelse. Specielt for et regeringsparti, der er bagud på point og i meningsmålingerne så kort tid før et valg,« siger Jarl Cordua.

Sundhedsreformen er en hjørnesten i Venstres valgkampagne frem mod det snart kommende folketingsvalg, der afgør, om statsminister Lars Løkke Rasmussen kan beholde nøglerne til Statsministeriet.

Hvem skal være ansvarlig for driften af vores sygehuse i fremtiden? Skal det fortsat være de folkevalgte politikere i de fem regioner, staten, profesionelle bestyrelser eller en anden model. Spørgsmålet splitter Venstre.
Hvem skal være ansvarlig for driften af vores sygehuse i fremtiden? Skal det fortsat være de folkevalgte politikere i de fem regioner, staten, profesionelle bestyrelser eller en anden model. Spørgsmålet splitter Venstre. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Men allerede før reformen er blevet præsenteret i sin helhed, har den kastet grus i Venstres valgkampsmaskine, efter flere fremtrædende Venstre-folk - heriblandt tidligere gruppeformand og minister Søren Gade - offentligt har kritiseret Løkkes formodede planer om at nedlægge de folkevalgte regionsråd, som i dag har det politiske ansvar for sygehusene.

»Planen var, at sundhedsreformen skulle samle det blå Danmark. Men nu står det store regeringsparti splittet. Hvis reformen falder på gulvet, er det et eklatant nederlag for Løkke to-tre måneder før et valg. Så bliver det altså svært,« siger Jarl Cordua.

I Venstre er der ifølge Jarl Cordua en opfattelse af, at Løkke allerede under efterårets finanslovsforhandlinger lavede en underhåndsaftale med Dansk Folkeparti om at nedlægge regionsrådene.

Det er Venstre-baglandet og dele af folketingsgruppen harmdirrende vrede over, og Løkke kan meget vel have fejllæst styrken af utilfredsheden, vurderer Jarl Cordua:

»Løkke plejer at være en mester i at stille sig i spidsen for det midtersynspunkt, der samler. Spørgsmålet er, om Løkke denne gang har undervurderet modstanden og utilfredsheden i sit bagland. Noget tyder på det.«

Politisk kommentar hos Altinget Erik Holstein er enig.

»Striden i Venstre er kommet ud af kontrol, og det ødelægger Løkkes masterplan frem mod valget. Der er ingen tvivl om, at Løkke er ufattelig irriteret over, at sagen har fået dette forløb. Hans store slagnummer risikerer at blive en fuser,« siger han.

Det er slemt, at Venstre fremstår splittet i forhold til vælgerne. Men lige så slemt eller værre er det ifølge Erik Holstein, at Løkke risikerer, at partisoldaternes motivation for at løfte i samlet flok under valgkampen kan dale betydeligt, hvis de ender med at blive kørt over af Løkke og andre Venstre-topfolk.

»I værste fald betyder det jo, at en række Venstre-folk vil forholde sig passive i valgkampen. Det bliver simpelthen sværere at mobilisere til valgkamp og få folk til at kæmpe til sidste blodsdråbe,« siger Erik Holstein.

Løkke vil muligvis sætte hårdt mod hårdt på hovedbestyrelsesmødet i aften. Ifølge Jarl Cordua er det meget tænkeligt, at Løkke trækker et meget klart valg op over Venstre-baglandet: Vil I støtte min sundhedsreform, som er klappet af med Dansk Folkeparti, eller vil I tabe valget?

»Så kan det jo godt være, at der er nogle af kritikerne, der bliver bløde i knæene,« siger Jarl Cordua.