Det var ’snotdumt’, da Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Pedersen, fredag aften tweetede et billede af en tallerken med hamburgerryg, frikadelle, flæsk, flæskesteg og medister og skrev: 'Fremragende julefrokostmad – sikkert langt fra den kommende buffet på Lindholm'.

»Der er dumt, og så er der snotdumt. Det her falder i den sidste kategori.«

Sådan lyder den kontante melding fra Søs Marie Serup, politisk kommentator og tidligere pressechef for Venstre.

»Man skulle tro, at Venstre-folk efter kagefejringen (Inger Støjbergs fejring af udlændingestramninger, red.) havde fundet ud af, at der er grænser for, hvor meget man skal fejre, når noget går hårdt ud over andre mennesker,« siger hun.

Torsten Schack Pedersens tweet har udløst en shitstorm på Twitter, hvor han bliver kaldt 'usympatisk', 'ussel' og mange andre ukvemsord.

Tweetet er en kommentar til Lindholm, som er den ø, regeringen netop har besluttet at sende udviste kriminelle udlændinge ud på.

Torsten Schacks tallerken med svinekød er formentlig en henvisning til, at en del af dem, der skal sendes ud på øen, er muslimer.

»Han har siddet i et selskab, hvor de har syntes, at det her var megasjovt. Men der er forskel på at sidde 10-20 mennesker sammen og synes, det er sjovt, og så sende det ud til tusindvis af mennesker,« siger Søs Marie Serup.

Søs Marie Serup mener, at Torsten Schack Pedersens tweet er 'snotdumt'.
Søs Marie Serup mener, at Torsten Schack Pedersens tweet er 'snotdumt'. Foto: NIels Ahlmann Olesen
Vis mere

»Det her er et godt råd til alle politikere om, at man ikke skal tweete, når man er til julefrokost.«

Statsminister Lars Løkke Rasmussen kommenterede senere på aftenen opslaget, og næstformand Kristian Jensen likede opslaget. Tweetet ligger lørdag på forsiden af Venstres hjemmeside i et automatisk feed.

»Jeg er i tvivl, om man i Venstre synes, det her tweet er en god eller dårlig idé. Men man risikerer at skubbe flere fra sig, end man vinder, hvis man skyder det ned, så nu giver man den fuld skrue og omfavner det. Vi nærmer os jo valgkamp,« vurderer Jarl Cordua, politisk kommentator.

»Det var aldrig sket i Venstre for 20 år siden, og det siger noget om, at retorikken er skærpet. Der er et element af hån i det her tweet, så der vil også være Venstre-folk, som ikke bryder sig om det og mener, at det simpelthen er usmageligt,« siger Jarl Cordua.

Jarl Cordua mener, at Torsten Schack Pedersen kan få gavn af sit tweet.
Jarl Cordua mener, at Torsten Schack Pedersen kan få gavn af sit tweet. Foto: NIels Ahlmann Olesen
Vis mere

Både Søs Marie Serup og Jarl Cordua understreger, at Torsten Schack Pedersen i Venstre ikke er kendt for at lægge en hård tone i debatten.

Jarl Cordua vurderer dog, at tweetet kan være godt for Torsten Schack Pedersen.

»Det her er værdipolitik. Alle forstår, hvad der bliver sagt. På den måde omfavner Venstre det her øde ø-projekt, som Dansk Folkeparti ellers har sagt er deres,« siger Jarl Cordua, og uddyber:

»Jeg er ret sikker på, at det her er en bevidst handling, som Torsten Schack Pedersen ikke er ked af. Han skal snart genvælges, og i hans vælgerkreds i Thisted vil mange nok mene, at det her er alle tiders. Der er holdningen ret klar: De her mennesker skal bare ud på den ø, og det der med svinekød, det vil vi gerne spise, og det skal ingen blande sig i.«

Torsten Schack Pedersen, erhvervsordfører for Venstre.
Torsten Schack Pedersen, erhvervsordfører for Venstre. Foto: Jeppe Bøje Nielsen
Vis mere

B.T. forsøger at få en kommentar fra Torsten Schack Pedersen……