Det er ikke i orden, at flere politikere har ytret sig på sociale medier om en igangværende retssag, mener professor.

»Politikerne har ikke forstået grundlovens ånd og nerve.«

Det konstaterer professor og juraekspert ved Aalborg Universitet Lars Bo Langsted, efter i alt seks danske politikere søndag blev politianmeldt af forsvarsadvokat Thorkild Høyer.

Ifølge advokaten har politikerne med udtalelser på Facebook forsøgt at påvirke afgørelsen af sagen om Sam Mansour - også kendt som »boghandleren fra Brønshøj«, der torsdag blev idømt fire års fængsel for at have opfordret til terror.

Det er ikke i orden, at politikere går ud og kommenterer på en konkret sag og udtaler sig om, hvordan resultatet bør være, giver Lars Bo Langsted forsvarsadvokaten ret i.

»Det er sådan set hele grundlovens ånd og nerve, at man har bestemt, at lovgivere og folketingspolitikere skal lave de generelle regler, og så skal domstolene - fuldstændigt fri for indblanding - afgøre i de konkrete sager, om reglerne er overtrådt, og hvis de er overtrådt, hvad skal resultatet så være,« siger professoren og fortsætter:

»Så kan politikerne bagefter komme på banen, når afgørelsen er endelig, og forholde sig principielt til, om de synes, at måden, domstolene har håndteret vores regler på, er rigtig, eller om vi skal lave vores regler om. Hvis ikke man respekterer det, så har man altså ikke forstået så frygteligt meget af grundlovsværdierne.«

Også i Den Danske Dommerforening undrer formand Mikael Sjöberg sig over, at politikerne har ytret sig inden sagens endelige afgørelse.

»Vi har en bestemmelse i retsplejeloven, som siger, at mens retten sidder, må man ikke komme med sin mening offentligt, sådan at man kan påvirke dommere og domsmænd i sagen. Og det kan man netop frygte, at politikere gør, når de udtaler sig i sådan en sag,« forklarer formanden.

På Christiansborg fastslog Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), allerede søndag, at politikere ikke bør kommentere retssager, som stadig kan ankes.

»Jeg synes ikke, at det er hensigtsmæssigt, at politikere, som er dem, der laver lovene, begynder at kommentere på domsafgørelser, som ikke er endelige. Fordi det kan tænkes at påvirke domstolenes videre arbejde, og så er man jo i hvert fald ikke i respekt for magtens tredeling,« sagde Mogens Lykketoft.

Politikerne selv tager det roligt efter anmeldelsen, og søndag lød meldingen fra blandt andet Peter Skaarup (DF):

»Der er seriøst ikke noget i sagen. Jeg har ikke forsøgt at påvirke afgørelsen ved domstolene.«

Også hos partifælden Pia Kjærsgaard (DF) kunne politianmeldelsen ikke andet end at prelle af på hende:

»Jeg må trække på skuldrene. Vi er altså politikere, og vi udtaler os om et anliggende, som i den grad interesserer folk. Der er ingen tvivl om, at det er noget, folk går op i, og at de gerne vil høre vores meninger.«

Lars Bo Langsted stiller sig uforstående over for politikernes reaktion på anmeldelsen og advokatens anklager.

»Jeg undrer og bekymrer mig over, at politikerne bare lader anmeldelsen prelle af. Men jeg håber, det maner rigtigt meget til eftertanke hos de pågældende politikere,« understreger eksperten.

De seks politikere, der søndag blev politianmeldt er - udover Dansk Folkepartis Peter Skaarup og Pia Kjærsgaard - Karsten Lauritzen (V), Inger Støjberg (V), Trine Bramsen (S) og Martin Henriksen (DF).