Få styr på reformerne. Få et bedre image. Kryds fingre for økonomien.

Sådan lyder tjeklisten fra eksperter, bt.dk har talt med.Ifølge de nyeste meningsmålinger fra Gallup ville Danmark have en borgerlig regering, hvis der blev udskrevet valg i morgen. 

Hvordan styrer statsminister Helle Thorning-Schmidt sig lige ud af den politiske kattepine? Ifølge valgforsker Kasper Møller Hansen handler det om at få styr på de politiske varme kartofler i første omgang.
 
- Det er meget vigtigt for Thorning og co. at få energiaftalen i hus - samt skattereform som det næste store. Hvis det lykkedes for dem, kan de vinde noget af det tabte tilbage. Allerede fra første meningsmåling gik det jo næsten den anden vej, fortæller professoren fra Københavns Universitet til bt.dk. 

HVAD SKAL THORNING GØRE FOR AT FÅ SUCCES SOM STATSMINISTER? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN.
- Og så skal de håbe på at økonomien bliver bedre, så livremmen kan spændes ud igen. Der er behov for at vinde nogle vælgere tilbage, hvis de skal vinde om 3 1/2 år.



Tallene taler for sig selv, viser en Gallup-måling for Berlingske. 

Oppositionen står til 53,9 procent af stemmerne. Venstres tilslutning er steget med 5,5 procentpoint svarende til en stigning fra 47 til 57 mandater siden valget i september. Det ville derfor gøre Venstre til det suverænt største parti i Folketinget med 32,2 procent mod Socialdemokraternes 23 procent af stemmerne. 

Årsagen er deres hårde valgkampsretorik, der har peget på regeringens løftebrud, har valgforsker Kasper Møller tidligere peget på.

Løftebruddene har i høj grad været med til at give det dårlige image. Ikke mindst båret på vej af pressen, fortæller valgforsker Ditte Shamshiri-Petersen fra Aalborg Universitet til bt.dk.- Hvis man skal snakke politisk marketing, så er det ikke et særligt stærkt brand, regeringen har. 'Det er blevet dyrere at være dansker', er jo et prædikat, de har svært ved at ryste af sig. Det skyldes ikke mindst en uigennemtænkt betalingsring, fortæller Ditte Shamshiri-Petersen og fortsætter:
 
- Og oven i hatten bliver Villy Søvndal latterliggjort. Det signalerer ikke godt lederskab.

- Jeg tror ikke, det vender lige foreløbig. Men vi ved, at meningsmålinger kan ændre sig markant.

Kasper Møller Hansen peger dog på vælgernes mobilitet, når det angår tilhørsforhold til politiske partier.
 
- Hvis en vælger én gang beslutter at skifte parti, så er de villige til at gøre det igen, viser undersøgelser. Man er ikke 'født' ind i et politisk parti, understreger han.  

Om det er proteststemmer eller skuffede vælgere, der ligger til grund for Venstres medvind er Ditte Shamshiri-Petersen tilbageholdende med at vurdere. Men selvom det ser sort ud, så er regeringen ikke nødvendigvis brændemærket af vælgerne, mener hun.
 
- Vælgernes hukommelse varer ikke nødvendigvis længe, men det afhænger også af hvilke sager det drejer sig om, siger Shamshiri-Petersen til bt.dk. 

Vælgerne har før skiftet mening, har tiden vist. Troels Lund Poulsen vil gøre comeback efter skattesagen. Det samme gælder Jeppe Kofoed, der havde en pause og kom tilbage efter støvet havde lagt sig på den sexsag, han var involveret i.

- Men om det er fordi vælgerne ikke husker så godt, eller ikke tillægger det stor betydning, er ikke godt at sige, fortæller valgforsker Ditte Shamshiri-Petersen, der i øvrigt gør opmærksom på, at Venstre lige nu har fremgang ved ikke at gøre - ingenting.
 
Begge eksperter peger på, at Danmarks EU-formandskab kan være en redning for Helle Thorning-Schmidts popularitet. Her kan der være nogle sejre, der kan få vægtskålen til at tippe, vurderer de. Selvom det naturligvis også kan gå den anden vej. Hvad synes du, at Thorning skal gøre for at få succes som statsminister? Deltag i debatten herunder. De bedste indlæg bliver bragt i B.T. mandag.