»Valget blev bygget op om Arne i 2019,« understreger Erik Holstein, Altingets politiske kommentator over for B.T.

Det var Arne, der tidligere lagde navn til en socialdemokratisk kampagne for den såkaldte Arne-pension. Og dermed blev kendt alene på sit fornavn som en arketype på en socialdemokratisk vælger.

Mette Frederiksen, hilser her på Arne efter hendes tale under Socialdemokratiets kongres i 2019. 
Mette Frederiksen, hilser her på Arne efter hendes tale under Socialdemokratiets kongres i 2019.  Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Nu overvejer han at droppe partiet efter at have været trofast vælger gennem 40 år, skriver Danmarks Radio.

Bag overvejelsen ligger Mette Frederiksens linje på høje fødevarepriser, den stigende pensionsalder og den danske støtte til Ukraine.

»Arnes udmelding siger alt. Mette Frederiksen havde en god føling på, hvad hendes vælgere var interesseret i. Den har hun mistet. Hun har holdt langt flere pressemøder om Ukraine og oprustning, end hun har om fødevarepriser og de nære ting,« siger Erik Holstein og uddyber:

»Kritikken fra Arne gør ondt, for den illustrerer et større problem. Mange vælgere mener, at hun har været et andet sted end i deres hverdag. Og det er rigtig farligt for hende,« siger han videre. 

Nogle ser formentlig blot Arnes udmelding som endnu en i rækken af nederlag for Socialdemokratiet. Vurderer du, at partiets nedtur kommer til at fortsætte frem til det næste folketingsvalg? 

»Hun har indtil nu haft total kontrol over partiet, men noget krakelerer nu. Arnes udmelding er rigtig, rigtig skidt for partiet,« siger Erik Holstein. 

Han mener, at Arne er »selve billedet på hvad der er gået galt for Mette.«

»Hun havde en super stærk fortælling, inden hun gik ind i SVM-regeringen, med den stramme udlændingepolitik og en drejning til venstre med fordelingspolitikken,« siger Erik Holstein.

I stedet er »det hele blevet noget fluffy noget med SVM-regeringen som ingen rigtig kan forklare, hvad den egentlig vil«. 

»Det er et fornuftsægteskab som ingen er super begejstret for, og Mette Frederiksen har undervurderet, hvor meget den egentlig vil koste den socialdemokratiske identitet.«

Arnes melding står ikke alene onsdag. 

S-borgmesteren i Herlev, Socialdemokratiets bastion, Marco Damgaard, har også hældt partitoppen ned ad brættet. 

Han er utilfreds med Socialdemokratiets udlændingepolitik. I et interview med Jyllands-Posten beskriver han tonen som værende »for unuanceret«, »for skinger« og »for splittende«.

Statsminister Mette Frederiksen (S) med borgmester Marco Damgaard (S) i Herlev inden kommunalvalget. 
Statsminister Mette Frederiksen (S) med borgmester Marco Damgaard (S) i Herlev inden kommunalvalget.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ifølge Erik Holstein vil det dog være katastrofalt for Mette Frederiksen, hvis hun ændrer noget fundamentalt på partiets udlændingepolitik. På den måde vil hun miste vælgere til blå blok, lyder det. 

I stedet mener han, at Mette Frederiksen »skulle have vist sig som en større leder i stedet for at sige, at 'vi analyserer nederlaget og så laver vi en konklusion på det i januar'.«

»Det er ikke så smart, for det betyder at banen åbner sig for alle mulige andre, som giver deres bud på, hvorfor det er gået galt. Det er en farlig halvanden måned hun går i møde, fordi hun ikke selv har fået sat en ny dagsorden,« siger Erik Holstein.

»Hun burde allerede nogle dage efter valget have givet nogle klare bud på det.«