'Noget af det værste, man kan begive sig ud i.'

Så klar er meldingen fra Claus Jørgensen, der er rådgiver hos firmaet Renommé Kommunikation, om den nu tidligere radikale partiformand Morten Østergaards krisehåndtering.

Onsdag valgte Morten Østergaard at trække sig som partiformand for Radikale Venstre.

Han erkendte, at han for næsten ti år siden havde taget det nuværende folketingsmedlem Lotte Rode på låret. Men det var slet ikke derfor, han stoppede.

Lotte Rod (R) under folketingets åbningsdebat i Folketingssalen på Christiansborg, torsdag den 8. oktober 2020.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix)
Lotte Rod (R) under folketingets åbningsdebat i Folketingssalen på Christiansborg, torsdag den 8. oktober 2020.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) Foto: Emil Helms
Vis mere

Nej, det var, fordi han havde fejlhåndteret sagen, lød meldingen onsdag fra Morten Østergaard.

Fredag tog det hele så en ny drejning, da Morten Østergaard på Facebook skrev, at han for flere år siden i fortrolighed af ansatte chefer var blevet gjort opmærksom på tre kvinder, som har følt sig udsat for uønsket seksuel kontakt fra Østergaard.

Senere fredag kunne B.T. så fortælle, at Morten Østergaard i forbindelse med en sommerfest i Radikale Venstre i 2016 begik sexchikane mod en 21-årig praktikant, der netop var stoppet.

»Det har været et lærestykke i katastrofal krisehåndtering, og fredag fik håndteringen nogle streger mere på katastrofeskalaen,« siger Claus Jørgensen og tilføjer:

»Hans kommunkationsevner i en krisesituation er gået fra storslemme til endnu værre,« siger Claus Jørgensen, der er rådgiver hos Renommé Kommunikation. Foto: Justin Hummerston
»Hans kommunkationsevner i en krisesituation er gået fra storslemme til endnu værre,« siger Claus Jørgensen, der er rådgiver hos Renommé Kommunikation. Foto: Justin Hummerston
Vis mere

»Man kan sige, at hvis der kun havde været tale om en hånd på låret, så kunne man ganske entydigt have sagt, at det var håndteringen af sagen, der var årsag til, at Morten Østergaard gik. Nu stiller situationen sig anderledes. Det var ikke bare en hånd på et lår. Der var faktisk flere tilfælde af regulær seksuel chikane.«

Rådgiveren mener, at der er tale om en 'dobbelt løgn' fra Morten Østergaards side.

»Der er faktisk tale om en dobbelt løgn, der er noget af det værste, man kan begive sig ud i, når man skal kommunikere i en krisesituation. Hans kommunkationsevner i en krisesituation er gået fra storslemme til endnu værre,« siger han.

I onsdags spurgte B.T. direkte Morten Østergaard, om han ville stoppe helt i politik.

»Nej, det har jeg sådan set ikke nogen planer om,« svarede Østergaard.

Claus Jørgensen vurderer Morten Østergaards situation i politik som rigtig svær.

Især i forhold til vælgernes tillid.

»Det vil være rigtig svært for en mand, der i den grad har profileret sig på sin troværdighed og integritet at kunne fastholde den troværdighed, der gør, at vælgerne også fremadrettet har tillid til ham,« siger han og tilføjer:

»Troværdighed er i det hele taget et af de helt afgørende kort på hånden for en politiker, og det kort har Morten Østergaard spillet sig af hænde.«

Og følgerne kan være katastrofale for den nu tidligere R-formand.

Selv om Morten Østergaard lige nu afviser, at han stopper i politik, vil det nemlig ikke komme bag på rådgiveren, hvis hans opstillingskreds har en anden holdning.

»Jeg vil ikke blive overrasket, hvis Morten Østergaards opstillingskreds siger, at ham kan de ikke bruge som folketingskandidat næste gang, da han har så store problemer med sin troværdighed, og bl.a. har holdt oplysninger tilbage,« slutter Claus Jørgensen.