Ekspert om Mette F: Det skulle hun ikke have gjort
Danmark lærer nu for anden gang, at man ikke kan købe sig en plads ved voksenbordet i international politik, lyder det fra Mikkel Vedby Rasmussen.

Danmark lærer nu for anden gang, at man ikke kan købe sig en plads ved voksenbordet i international politik, lyder det fra Mikkel Vedby Rasmussen.

Vores fælles front mod Rusland ser ud til at slå sprækker.
Ifølge statsminister Mette Frederiksen gik Norge og Finland »solo«, da de ringede til Putin.
Men samme dag roste Zelenskyj Norge og Finlands statsledere for godt diplomati på X.
Mette Frederiksen luftede ved samme lejlighed sin utilfredshed med, at opkaldet ikke var koordineret med Danmark. Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller sagde onsdag til B.T., at den offentlige uenighed svækker os over for Rusland.
Men situationen er i virkeligheden en lektie om krig, som vi nu lærer for anden gang.
Sådan lyder det fra professor i statskundskab Mikkel Vedby Rasmussen, som forklarer, at man ikke kan købe sig til en plads ved voksenbordet.
»Man kan ikke forvente, at man har købt sig et antal aktier i en konflikt. Det lærte vi i Afghanistan, og det lærer vi nu igen i Ukraine,« lyder det fra Vedby Rasmussen, som mener, at der er en grundlæggende misforståelse i dansk udenrigspolitik.

»Vi tror, at fordi vi er dem, som bidrager mest og yder mest, så har vi også mest ret til at føre politikken. Men det er ikke sådan, international politik fungerer,« konstaterer Vedby Rasmussen.
Målt i forhold til BNP er Danmark den største bidragsyder til Ukraine, og i Afghanistan-krigen var vi et af de lande, der mistede flest soldater pr. indbygger.
Men det er – desværre – ikke ensbetydende med, at vi får lov at bestemme, hvad der skal ske.
»Der er ikke nogen, der har sagt, at international politik er retfærdig, selvom mange mener, at den burde være det,« lyder det fra Vedby Rasmussen.
Til gengæld forstår Mikkel Vedby Rasmussen godt, hvorfor Finland og Norge ringede til Putin – selvom det ifølge ham naturligvis havde været bedre at koordinere med Danmark.
Det handler om, at man i Europa ikke vil betale for krigen, mens man overlader alle beslutningerne til USA.

»Det var en måde at markere, at Europa også har en stemme i det her, og at det ikke kun er USA, der taler med russerne,« siger han og fortsætter:
»Hvis Mette Frederiksen ikke var gået ud og havde kritiseret det, så havde man markeret en europæisk position med klar tale, men med lidt uklar afsender – og det er diplomati, når det er bedst.«
Mikkel Vedby Rasmussen tror dog ikke, at der er grund til den store bekymring for forholdet mellem de nordiske lande.
For selvom han mener, at den offentlige diskussion tjener Ruslands interesser, skal man passe på med at overfortolke uenigheden:
»Det ser langt mere alvorligt ud, end det er, fordi det bliver offentligt.«
B.T. har rakt ud til statsministeriet for en kommentar. Ministeriet henviser til Statsministerens tidligere udtalelser.