Ét citat fra valgkampen står stadig tindrende klart.

»Hvis en række mindre partier – som jeg ikke tror kommer til at udgøre et flertal – vil afkræve, at jeg skal begynde at åbne op for en udlændingepolitik, som, jeg grundlæggende tror, vil være forkert for det danske samfund, så vil jeg ikke være statsminister.«

Ordene kom fra partiformand Mette Frederiksen (S) i valgkampens første tv-duel den 19. maj mellem hende og Lars Løkke Rasmussen (V).

Med de 'mindre partier' sigtede Mette Frederiksen til Enhedslisten, SF og ikke mindst De Radikale, som i disse dage sidder i svære regeringsforhandlinger med kongelig undersøger Mette Frederiksen om netop udlændingepolitikken.

Navnlig De Radikales partiformand, Morten Østergaard, har tolket sit partis pæne valgresultat den 5. juni som et signal fra danskerne om, at de ønsker et opgør med den stramme udlændingepolitik.

På Folkemødet på Bornholm konkluderede en selvsikker Morten Østergaard i sin partiledertale:

»5. juni 2019 blev befrielsen fra en værdikamp, der slog fejl, et ekspertopgør, som gik skævt, og en opstramning af udlændingepolitikken, som løb fuldstændig løbsk.«

Talen var retorisk god og fyldt med patos, men konklusionen forkert, påpeger Altingets politiske kommentator Erik Holstein.

»Det er totalt spin. Alle meningsmålinger viser, at et stort flertal af danskerne er for den stramme udlændingepolitik. Det gælder, hvad enten de bliver spurgt til forholdene for børnene på Sjælsmark, integrationsydelsen eller udlændingepolitikken generelt,« siger han.

Dette afspejlede sig også, da vælgerne den 5. juni gik til stemmeurnerne og sammesatte det nye folketing, påpeger Erik Holstein.

Syv ud af 10 vælgere stemte partier ind i Folketinget, der vil fastholde eller endog stramme den eksisterende udlændingepolitik.

Helt præcis satte Socialdemokraterne sig sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige på 69,34 procent af stemmerne svarende til et overvældende flertal på 127 ud af 179 mandater.

Ligegyldigt hvor hårdt Morten Østergaard presser på, kommer Mette Frederiksen ifølge Erik Holstein ikke til at give sig en tomme på de helt centrale dele af udlændingepolitikken som eksempelvis reglerne for familiesammenføring.

»Hun vil hellere lade regeringsforhandlingerne bryde sammen end give efter på punkter, der ville undergrave Socialdemokratiets troværdighed på udlændingepolitikken.«

De Radikale vil dog godt kunne opnå indrømmelser på hjørner af udlændingepolitikken, påpeger Erik Holstein:

Fx at afviste asylfamilier på Sjælsmark får lov at lave deres egen mad. Eller at Lindholm droppes.

Blandt politiske iagttagere er der blevet spekuleret i, at De Radikale spiller hårdt spil i regeringsforhandlingerne for at få Mette Frederiksen til at invitere dem med i regering for at tæmme deres krav.

Men det kommer ikke til at ske, siger Erik Holstein.

»De Radikale vil ufattelig gerne i regering. Men Mette Frederiksen står fast på at danne en ren S-regering. Det er en del af hendes garanti for den stramme udlændingepolitik, at De Radikale ikke kommer med i regering. Den dør er lukket.«