Selv det allerstærkeste hold af kommunikationsrådgivere og spindoktorer kunne ikke have reddet Frank Jensen fra at måtte gå af som overborgmester i København.

Rækken af krænkelsessager var for lang og substansen i dem for dyb. Men bedre håndtering af kommunikationen undervejs kunne måske have banet vejen for et comeback.

Sådan lyder analysen fra den erfarne kommunikationsrådgiver Claus Jørgensen fra Renommé Kommunikation.

»I denne her sag havde kommunikation ikke kunnet løse problemet. Det er en udbredt opfattelse, at man kan redde mange svære situationer med dygtig kommunikation. Og det er også rigtigt, at håndteringen af en krise ofte er vigtigere end selve krisen,« siger Claus Jørgensen og tilføjer:

Kommunikationsrådgiver Claus Jørgensen.
Kommunikationsrådgiver Claus Jørgensen. Foto: Justin Hummerston
Vis mere

»Men i det her tilfælde ville ikke en nok så dygtig kommunikationsindsats ændre på sagens udfald. Dertil har der været for mange sager over for lang en periode og vigtigst: En del af sagerne er kommet, efter Frank Jensen havde lovet bod og bedring efter julefrokost-sagen tilbage i 2011-2012.«

Frank Jensen kunne imidlertid have givet sig selv et bedre eftermæle og måske endog mulighed for et politisk comeback, hvis han ikke have været så sendrægtig til at stikke de krænkede kvinder en uforbeholden undskyldning, vurderer Claus Jørgensen:

»Han har helt tilbage fra julefrokost-sagen i 2011 brugt det samme retoriske greb: Nemlig at give en en undskyldning, som ikke er en undskyldning. Han gør det, at han beklager, at nogen har ‘oplevet’ noget som værende krænkende.«

»På den måde lægger han om ikke skylden over på den krænkede, men undskylder i hvert fald kun det, som den krænkede måtte have opfattet. Han undskylder ikke sin egen adfærd.«

Overborgmester Frank Jensen (S) holder pressemøde på Islands Brygge i København, mandag den 19. oktober 2020. Frank Jensen træder tilbage som overborgmester og som næstformand i Socialdemokratiet, meddelte han på pressemødet.
Overborgmester Frank Jensen (S) holder pressemøde på Islands Brygge i København, mandag den 19. oktober 2020. Frank Jensen træder tilbage som overborgmester og som næstformand i Socialdemokratiet, meddelte han på pressemødet. Foto: Philip Davali
Vis mere

Og det er lige præcis det, Frank Jensen skulle have gjort hele vejen igennem - og ikke først når han blev tvunget til det -  hvis han ville have gjort sig nogen forhåbninger om at kunne vende tilbage til dansk politik.

»Han undskyldte uforbeholdent søndag aften, men der er det allerede for sent. For der kan man ikke undgå at tænke, at nogen har presset ham til at at gå ud at undskylde uforbeholdent,« siger Claus Jørgensen.

Og allerede mandag morgen gør Frank Jensen noget, der sår tvivl om hans uforbeholdne undskyldning søndag aften stadig gælder.

Han deler og liker nemlig et facebook-opslag, hvor den DSU-formand, som har anklaget Frank Jensen for at krænke hende, bliver opfordret til at gå af.

Foto: Screenshot
Vis mere

»På pressemødet (mandag klokken 12, red.) bagatelliserer Frank Jensen, at han har liket opslaget, og han siger samtidig, at han ikke så, at DSU-formanden blev opfordret til at gå af i opslaget, fordi det stod nede i bunden af opslaget. Men det er decideret usandt, for det står i den allerøverste linje i opslaget,« påpeger Claus Jørgensen.

Fraværet af anger vil ifølge Claus Jørgensen gøre det meget svært for Frank Jensen at gøre politisk comeback.

Det er krænkelserne og de halvkvædede undskyldninger, der vil stå tilbage.