Ekspert er ikke i tvivl: Ida Auken kan stå over for stort skattesmæk


Ida Auken (S) har været fast inventar på Christiansborg siden 2007 og har modtaget hundredtusindvis af kroner i støttedonationer.
De mange tusinde kroner, som hun har modtaget i valgkampsstøttede kroner, er hun forpligtet til at skulle betale skat af. Men nu skriver Frihedsbrevet, at Ida Auken slet ikke har betalt den fornødne skat af flere af de modtagne donationer.
Derfor risikerer hun nu at blive personligt beskattet af de mange tusinder kroner, som er røget igennem hendes støtteforening Foreningen Grøn Omstilling, der blev oprettet i 2014.
Selvom navnet kan lyde som en grøn Ngo, så er det altså en støtteforening, som kun er sat i verden for at sende støttekroner til Ida Auken.
Blandt andet har der været et bidrag på 215.600 kroner fra erhvervsmanden Mikkel Vestergaard Frandsen.
Frihedsbrevet har talt med flere eksperter omkring Ida Aukens skatteanliggende. En af de eksperter er Michael Bjørn Hansen, der er skatteadvokat og mangeårig kontorchef i skat. Han siger, at Auken givetvis kommer til at betale skat af de mange donationer.
»Der er ingen tvivl om, at Ida Auken kommer til at betale fuld skat af alt fra sin forening, fordi foreningen jo ikke er en del af noget parti. Hun har jo taget foreningen med, når hun har skiftet parti,« siger Michael Bjørn Hansen.
Henning Boye Hansen, der er chefkonsulent med ekspertise i skat, bakker også Michael Bjørn Hansen op. Han forklarer, at Ida Aukens forening bliver beskattet som personlig indkomst og dermed med en marginalskat på 52 procent.
B.T. har forsøgt, at få en kommentar fra Ida Auken, men det har i skrivende stund ikke været muligt.