Selv om Donald Trump har aflyst sit statsbesøg til Danmark, er der ikke nødvendigvis tale om en diplomatisk krise mellem de to lande – endnu. Meget afhænger af Mette Frederiksens reaktion.

»Der skal to til at skabe en krise, og om det her bliver en krise, afhænger af, hvordan vi i Danmark håndterer det. Mette Frederiksen skal selvfølgelig træde varsomt.«

Sådan lyder vurderingen fra Kristian Søby Kristensen, seniorforsker ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

Han mener ikke, at Donald Trump nødvendigvis har ønsket at starte en diplomatisk krise, da han aflyste det stort opsatte statsbesøg i Danmark.

Derfor skal man i Danmark passe på med at optrappe situationen.

»Hvis man læser de tweets, Donald Trump aflyste det her statsbesøg med, er de relativt høflige. Der er ikke noget med ’stupid Denmark’, så man skal ikke nødvendigvis se det her, som at Trump har set sig sur på Danmark eller Grønland,« siger Kristian Søby Kristensen:

»Meget afhænger af, hvad Mette Frederiksen siger i dag. Donald Trump har jo vist, at han kan være lidt tyndhudet, så man skal jo nok tænke grundigt over, hvordan man håndterer det. Mette Frederiksen skal nok undgå at være for farverig i sit sprogbrug.«

Kristian Søby Kristensen mener, at både Mette Frederiksen og Grønlands landsstyreformand, Kim Kielsen, har håndteret situationen sobert indtil nu.

»Derfor har jeg også svært ved at forestille mig, at det eskalerer retorisk herfra,« siger Kristian Søby Kristensen:

»Mette Frederiksen skal undgå at sige alt for meget i dag. Hun skal sige, at hun er ked af, at Trump har aflyst mødet, fordi hun havde set frem til at tale med ham om flere vigtige emner. Hun skal sige, at han altid er velkommen.«

Hvis det – mod forventning – skulle gå galt, og Danmark og USA står i en diplomatisk krise om få dage, vil det være meget alvorligt for Danmark, fastslår Kristian Søby Kristensen:

»USA er – uden sammenligning – Danmarks vigtigste allierede sikkerhedspolitisk, så det vil være en meget alvorlig situation,« siger Kristian Søby Kristensen:

»Så ja: USA er en sindssygt vigtig allieret for Danmark, og så kan det godt være, at man er uenig om ting, men der er ingen grund til at skabe en politisk krise om form og mangel på gode manerer.«