Se vidoen med de afslørende sms'er ovenover.

Tidligere pressechef på Københavns Rådhus Carsten Mai mener, at den nye sag om direktørhjælp til tidligere borgmester Anna Mee Allerslevs private altanprojekt viser, at den gamle kammeraterikultur på Københavns rådhus lever i bedste velgående.

»Det her fortæller mig, at den gamle negative kammeraterikultur ikke er helt død, og jeg synes de her sager, hvor politikere og embedsmænd er alt for tæt på hinanden undergraver kommunens omdømme. Det er svært at have tillid til, at Københavns Kommune behandler alle borgere ens,« siger han.

Carsten Mai mener også, at sagen vidner om privilegieblindhed i Københavns Kommune og nævner også bryllups-sagen fra efteråret, hvor BT kunne fortælle, at borgerrepræsentationens politikere gennem en årrække og i strid med reglerne havde fået særbehandling i forhold til lån af Rådhusets lokaler til bryllupper.

Se interview med Anna Mee Allerslev om blandt andet bryllups-sagen

»Kommunen har altid været styret af ét parti, og det betyder, at politikerne bliver blinde over for de privilegier, de har. Og så har København også i mange år haft en stærk økonomi, og det giver også selvfedme,« siger Carsten Mai, der var pressechef for overborgmester Jens Kramer Mikkelsen i otte år.

Den tidligere spindoktors reaktion kommer, efter at BT i dag har kunne afsløre, at direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune Torben Gleesborg hjalp den daværende beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R), da hun havde problemer med at skaffe en byggetilladelse.

En SMS-korrespondance mellem Torben Gleesborg og Anna Mee Allerslev viser, at borgmesteren for et år siden bad forvaltningsdirektøren undersøge status på Teknik- og Miljøforvaltningens behandling af en ansøgning om altanbyggeri i hendes ejendom.

Han rådgav da Allerslev til at lave en ny ansøgning med andre mål på altanen, men da Anna Mee Allerslev en måned senere blev bedt om flere oplysninger i byggesagen, kritiserede hun forvaltningens sagsbehandling i personlig SMS til direktøren.

“Kære Torben. Ked af at forstyrre. Men synes desværre, at tmf (Teknik-og Miljøforvaltningen, red,) virker ret uprofessionelle i vores sag," skriver Anna Mee Allerslev den den 24. januar sidste år.'

Efterfølgende foreslår Torben Gleesborg personligt at stå for et møde med Anna Mee Allerslev, hvor altanleverandøren Altan.dk også skulle deltage. Allerslev besluttede dog ikke selv at komme til mødet.

Ifølge professor i Statskundskab ved Syddansk Universitet Kurt Klaudi Klausen står både forvaltningschefen og den tidligere borgmester med et forklaringsproblem.

»Allerslev udnytter sin politiske magtposition til at lægge pres på en forvaltning i en enkeltsag, hvor hun har en klar egeninteresse. Det er potentielt set magtmisbrug, og direktøren burde have sagt fra i forhold til at blande sig i Allerslevs sag og i forhold til at arrangere et møde. Der er klart tale om særbehandling,« siger Kurt Klaudi Klausen til BT.

Også rektor ved Folkeuniversitet og underviser i forvaltningsret Bente Hagelund er forløbet problematisk.

Foto: Martin Sylvest
Vis mere

»Det er forkert, når hun som det fremgår af sms-korrespondancen udnytter sin position som borgmester til at lægge pres på embedsmændene i en anden forvaltning,« siger Bente Hagelund til BT.

Set fra den almindelige Københavner-perspektiv er sagen meget beklagelig, mener Carsten Mai.

»Som almindelig københavner synes jeg, det er stærkt beklageligt. Der er mange københavnere, der gerne vil have altaner og som får afslag på baggrund af tekniske forklaringer, som de ikke forstår. men de ville aldrig få mulighed for at gå direkte til direktøren, som Anna Mee Allerslev gør i sagen her. Og det er jo forskelsbehandling,« siger Carsten Mai.

Administrerende direktør i Miljø- og Teknikforvaltningen Pernille Andersen erkender i en redegørelse som Københavns Kommune har sendt til Ombudsmanden, at forløbet er usædvanligt. Kommunen afviser dog, at der er brudt nogle regler.

»Forvaltningen er opmærksom på, at håndteringen af spørgsmålene i sagen om altaner på Østerbrogade 60 ikke har fulgt den almindelige proces, da spørgsmålene ikke - som det ellers normalt er tilfældet – er blevet ’indsluset’ via sekretariatet på rådhuset, men i stedet er håndteret telefonisk og via sms mellem Anna Mee Allerslev og direktør Torben Gleesborg,« skriver hun til Ombudsmanden.