Jacob Bundsgaard er nu gentagne gange blevet fanget i at reklamere for lokale virksomheder.
Først var frisørsalonen Slikhaar, så var det Danske Bank, og senest Gartnergården i Skødstrup ved Aarhus, han reklamerede for på sin instagram-profil.
»Det er simpelthen så lækkert, det de laver herude. Så en varm anbefaling. Stik hovedet forbi herude,« sagde han i en video om Gartnergården.
Borgmesterens videoer har både fået hans kollegaer i byrådet, eksperter og Ankestyrelsens til at råbe op i tidens løb, fordi det er på kant med kommunalfuldmagtsreglerne at promovere en bestemt virksomhed.
Og med videoen om Gartnergården er Roger Buch, der er kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, ikke i tvivl. Det er ikke bare på kant med reglerne, men et brud på reglerne.
»Det var en video med rigtig meget anprisning og opfordring til at købe en pizza. Det var helt klart det, der var budskabet.«
»Det er ikke en lovregel, hvor der er en bestemt paragraf, man skal overholde med tilknyttede strafbestemmelser. Men praksis er veletableret, og man må ikke agere som reklamesøjle for en privat virksomhed,« siger han.
Roger Buch forklarer, at der er en sondring mellem, hvilke »kasketter« man har på. Omend at diskussionen om kasketter er lidt kunstig, så er det en reel og vigtig problematik, understreger han.
»Hvis man er borgmester, så er man jo også medlem af en kommunalbestyrelse, man er partimedlem, og man er en almindelig borger. Der er forskellige kasketter, som man kan have på juridisk set.«
»Det virker dog som om, at borgmesteren selv har været i tvivl om, hvilken kasket han havde på. Det var jo et besøg arrangeret af partiforeningen, men som jeg forstår det, så var Gartnergården af den overbevisning, at det var Jacob Bundsgaard med borgmesterkasket, der kom på besøg,« siger han.
Roger Buch forklarer, at sanktionen for en video, som den Jacob Bundsgaard lavede, kan være, at Ankestyrelsen tager det op og giver kritik.
Det gjorde Ankestyrelsen også i 2018 mod borgmesteren. Alligevel er han fanget i flere reklamevideoer siden da.
»Det normale forløb er jo, at man stopper med det her, efter at man får kritik. Ved gentagende overtrædelser kan Ankestyrelsen give bøder. Men den værste straf er jo nok, at man bliver hængt ud i medierne op til et kommunalvalg,« siger Roger Buch.
»Mit bedste råd er, at man lader være med at lave sådan nogle videoer, uanset om det er officielt eller uofficielt besøg.«
Efterfølgende har Jacob Bundsgaard valgt at fjerne videoen fra sin instagram.
Han har samtidig været ude med endnu et instagram-opslag, hvor han forklarer, hvorfor han har valgt det.
»I fredags besøgte jeg Gartnergården i Skødstrup. For som borgmesterkandidat for Socialdemokratiet i Aarhus er det helt afgørende for mig at tage rundt og opleve de fællesskaber og engagerede borgere, der gør Aarhus til Aarhus. Mit kampagnehold havde i forbindelse med det kommende kommunalvalg arrangeret besøget. Jeg fik en rundvisning på gården, hørte om virksomheden og var med til at bage pizza i køkkenet,« skriver han.
