Det er en større kabale, som EU-præsident Herman Van Rompuy onsdag aften prøver at få til at gå op. Der skal findes nye folk til EUs poster som præsident, udenrigschef og chef for eurogruppen.

Italiens udenrigsminister, Federica Mogherini, har længe været nævnt som favorit til at overtage posten som udenrigschef efter den britiske Catherine Ashton. Men under onsdagens forhandlinger har en gruppe på 10-11 lande tilkendegivet, at de ikke ønsker at støtte den italienske kandidat. Det skriver EUobserver.

Set i et dansk perspektiv vurderer EU-forsker Marlene Wind, at Helle Thorning-Schmidts chancer for at blive den kommende EU-præsident kun bliver styrket, hvis den italienske socialdemokrat Mogherini ikke længere er i spil til posten som EU-udenrigschef.

- Det er jo to forskellige poster, men den store kabale skal også gå op. Her mener jeg, at det vigtigste er, at Socialdemokraterne ikke får for mange af EU-topposterne. Dermed er det klart, at hvis udenrigschefen ikke længere er en socialdemokrat, så er Helle Thornings chancer i den anden ende styrket, fordi hendes partifarve kan skabe den fornødne balance, siger Marlene Wind til BT.

Litauen var de første, der offentligt tilkendegav, at de ikke ønskede Mogherini som udenrigschef, da hendes linje over for Putin og Rusland er alt for blød. Således har hun, som Italiens udenrigsminister, været modstander af skrappere sanktioner over for Putin og hans nærmest allierede i forbindelse med Ukraine-konflikten. Samtidig har hun talt varmt for opførelsen af en ny russisk gasledning, hvilket muligvis kan hænge sammen med, at et italiensk firma står for at bygge det.

Marlene Wind mener heller ikke, at Mogherini vil være nogen ønskværdig udenrigschef, da hun kun har siddet på den italienske udenrigsministerpost siden februar i år og dermed mangler politisk erfaring på topniveau.

- Samtidig har hun på ingen måde vist, at hun skulle været noget stort lys for Europa. Men de store medlemslande er mest interesseret i at finde en svag person til at bestride posten som udenrigschef. Dermed kan landene fortsætte med at råde fuldt ud over udenrigspolitikken, uden at EU reelt kan blande sig, siger Marlene Wind til BT.

I kulissen har den svenske udenrigsminister Carl Bildt bragt sig selv i spil til posten. Det anser Marlene Wind dog for at være en usandsynlig kandidat. Han er simpelthen for stærk og dermed uspiselig for de store medlemslande.

Derfor er Bulgariens nuværende borgerlige bistandskommissær, Kristalina Georgieva, det bedste bud på en EU-udenrigschef, hvis Federica Mogherini er ude af spillet.

- Georgieva kan sætte flueben ud for alle de vigtige kriterier. Hun er kvinde, hun er fra Østeuropa, og så kommer hun fra et borgerligt parti, hvilket nok er det allervigtigste, siger Marlene Wind.

Forud for forhandlingerne om fordelingen af topposterne har det været en klar målsætning, at minimum en af posterne bliver besat af en kvinde. Marlene Wind mener dog ikke, at Helle Thornings chancer for at indtage præsidentposten bliver forringet, hvis udenrigschefen alligevel bliver en kvinde.

- Jeg tror, at partifordelingen er det vigtigste parameter for forhandlingsparterne. Samtidig regnes Helle Thorning også for at være en af kandidaterne med den største kompetence. Det vil også sende et stærkt signal, hvis EU får kvinder på to topposter, siger hun til BT.