I EU har man længe arbejdet på at komme frygten for velfærdsturisme til livs. Derfor præsenterer kommissionen snart et lovforslag, der skal tage højde for præcis det, blå blok nu lover at arbejde for.

Det har fået stor opmærksomhed, at blå blok i samlet flok vil sikre, at udenlandske EU-borgere ikke skal have adgang til de samme velfærdsydelser som danskerne efter kort tid i Danmark.

Men de borgerliges arbejde er forgæves, for lovforslaget er allerede på trapperne i EU, forklarer Jon Kvist, professor i europæisk offentlig politik og velfærd på Roskilde Universitet.

»Det er så heldigt, at arbejdet allerede er i gang. Så det, blå blok lover at gøre, er noget, som allerede er på den politiske dagsorden i EU. I øjeblikket forbereder kommissionen en såkaldt mobilitetspakke, der kommer efter sommerferien,« siger han.

Mobilitetspakken har to formål. Den skal sikre, at det bliver lettere at søge job på tværs af grænserne i EU, og så skal den netop kigge på velfærdsydelserne på tværs af grænserne.

Tidligere har både den tyske kansler, Angela Merkel, og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sagt, at EU ikke skal være en social union. Og forslaget, som blå blok nu kommer med, er stort set identisk med det, der bliver præsenteret som lovforslag af EU-Kommissionen efter sommerferien, siger Jon Kvist.

»I EU vil de gerne komme frygten for velfærdsturismen til livs. Så de må føle sig sikre på, at de kan levere det her i blå blok. David Cameron sagde det samme i Storbritannien, og jeg vil vædde med, at han også godt vidste, at det her udspil var på vej. For det har været planlagt i lang tid,« siger han.

Selv om lovforslaget er på linje med de ønsker, blå blok, Thorning, Cameron og Merkel har, er det ikke sikkert, at det bliver vedtaget. Der er nemlig ikke enighed om det i EU, siger professor Jon kvist:

»Skillelinjen går mellem de nye og gamle EU-lande, øst og vest. De nye EU-lande er kede af at blive portrætteret sådan, at de bare skulle være ude på at tage fra vi andre. I deres optik er det vi gamle lande, der tager deres hovedarbejdskraft, som de har uddannet. Derfor har de strittet i mod, og de frontlinjer vil også være der, når lovforslaget præsenteres, tror jeg. Så om det bliver vedtaget af er en anden sag.«

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), begrunder det borgerlige udspil:

»Vi har altid været og er fortsat tilhængere af det indre marked. Men langsomt er der sket en udvikling, der trækker i retning af en social union, og det er der, vi skal sige stop.«

Socialdemokraterne undrer sig over udspillet.

»De sparker en åben dør ind. Det er en kamp, vi er i gang med at kæmpe,« siger fødevareminister Dan Jørgensen (S).

»Der er vel intet nyt under solen i de ting, de vil kæmpe for - det er ting, vi også kæmper for. Det er vel i virkeligheden ting, som ikke ret mange i Danmark vil være uenige i,« tilføjer Dan Jørgensen.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) er uenig med sin regeringskollega. Han mener, at udspillet er et markant kursskifte og et knæfald for Dansk Folkeparti.

»Vi er alle sammen enige om, at der er brug for justeringer i forhold til de her velfærdsydelser og den måde, vi håndterer dem på, men jeg troede også, at vi var enige om, at vi grundlæggende ikke ønsker at ændre på den frie bevægelighed i Europa,« siger han.