Ifølge USA-eksperten Derek Beach er der en overordentlig risiko for, at den danske regering ender med at gå i en fælde til mødet onsdag.

Et møde, mellem Danmark og USA om Grønland, som det netop er kommet frem, at den amerikanske vicepræsident JD Vance bliver vært for.

»Det bliver en fælde. For der er en alvorlig risiko for, at der bliver skabt en situation, hvor Danmark ender med at skulle stå skoleret overfor Vances kritik,« siger Beach til B.T.

Efter et møde tirsdag i Udenrigspolitisk Nævn løftede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sløret for, at det nu bliver JD Vance, der er vært for mødet om Grønland, hvor Grønlands udenrigsminister Vivian Motzfeldt også deltager.

Det er egentlig Danmark selv, der har taget initiativ til mødet, men det kan vi meget vel nu komme til at fortryde, siger Beach:

»For meningen var jo, at vi 'bare' skulle mødes med amerikanernes 'good cop' Marco Rubio, hvor man i fred og fordragelig skulle se, om man kunne finde et kompromis. Den mulighed er væk nu.«

Derek Beach henviser til det famøse møde i Det Hvide Hus med Ukraines præsident Zelenskyj, præsident Donald Trump og ikke mindst JD Vance tilbage i marts måned sidste år som skrækscenariet på, hvad der ikke må ske onsdag.

»Danmark skal virkelig tænke over deres strategi. Særligt hvis amerikanerne gerne vil lave noget af mødet for åbent kamera. Hvis det er tilfældet, så er det ikke alle møder, man behøver at tage!«

Beach tilføjer:

»For lige nu tyder det på, at USA gerne vil signalere, at 'okay nu har vi forsøgt at spørge om at få Grønland på den pæne måde. Det virkede ikke - så nu prøver vi den hårde'.«

Følg med i B.T.s liveblog om situationen mellem Danmark, Grønland og USA HER.